Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Anbefalinger skal nedsætte ventetid til køreprøve: Sagkyndige sendes på bagsædet under køreprøven

Arkivfoto.

Ventetiden til køreprøver har været ekstraordinær lang i mange år. Med 12 nye anbefalinger skal det være slut.

Elever på landets køreskoler venter alt for længe, inden de kommer op til en køreprøve. 

Derfor har transportminister Thomas Danielsen (V) i dag sammen med landets kørelæreforeninger  præsenteret 12 nye initiativer, så elever på køreskoler kan få en køreprøve i rimelig tid. 

Ventetiden til køreprøver har ellers været opadgående i årevis, men nu forventes det, at den nye aftale vil løse problemet allerede indenfor seks måneder.

- Vi udbyder nu flere prøver, end vi historisk har gjort, og alligevel så oplever man mangel på prøver. Og det er jo et udtryk for, at vi spilder for mange ved, at elever dumper, enten fordi de ikke er dygtige nok, når de går op, eller fordi de er nervøse i prøvesituationen eller andet, siger transportministeren.

Initiativer til forbedring af kørekortområdet

1. Bedre prognoser for behovet for prøver. Køreprøvebookingsystemet ændres, så kørelærerne, når de opretter elever i bookingsystemet, fremover angiver det forventede tidspunkt for henholdsvis teori- og praktisk prøve. Det giver Færdselsstyrelsen bedre mulighed for at tilpasse udbuddet af prøver efter den faktiske efterspørgsel.

2. Harmonisering og tilpasning af praktiske køreprøver på landsplan med henblik på at ensarte tidsrammerne for prøveafviklingen og give mulighed for at afvikle flere prøver ugentligt.

3. Kørelæreren på forsædet under køreprøven. Afviklingen af køreprøven ændres, så kørelæreren fremover er tilstede under køreprøven og sidder på forsædet ved siden af kørekortansøgeren og giver anvisninger for kørslen på baggrund af en rute og en række øvelser, der er bestemt af den prøvesagkyndige. Den prøvesagkyndige sidder på bagsædet og står for bedømmelsen af eleven. Dette skal sikre en mere tryg prøvesituation for eleven og bedre vilkår for den prøvesagkyndiges vurdering af prøven.

4. Digitale teoriprøver. Der indføres fra primo 2024 en platform for digital afvikling af teoriprøverne, der samlet skal bidrage til at øge kvaliteten af teoriprøverne og modernisere området. De digitale teoriprøver udrulles gradvist i hele landet. Mindre prøvespild og tiltag mod snyd

5. Afmeldingsfristen for køreprøver ændres fra 2 til 5 dage. Det skal sikre mindst muligt prøvespild og dermed øge muligheden for, at afmeldte køreprøver kan nå at blive genbrugt af andre kørekortansøgere.

6. Der indføres en karensperiode på syv dage ved ikke bestået praktisk køreprøve. Det skal mindske prøvespild og sikre, at kørekortansøgere, der ikke har de fornødne færdigheder, ikke går op til køreprøve igen, før de har haft mulighed for at forbedre deres færdigheder.

7. Der indføres en karensperiode på 6 måneder ved snyd i forbindelse med køreprøver. De aktuelle sanktionsmuligheder med at bortvise den pågældende elev fra stedet vurderes ikke at have en tilstrækkelig afskrækkende effekt.

8. Køreprøven skal fremadrettet kunne afvikles på enten dansk eller engelsk hos Færdselsstyrelsens prøvesagkyndige. Dermed bortfalder den nuværende mulighed for at bruge tolk. Der vil dog være særlige foranstaltninger i forhold til at aflægge prøve på tysk i det dansk-tyske grænseområde, samt på færøsk og grønlandsk. Tiltaget skal hindre muligheden for at snyde i forbindelse med prøver på sprog, som den prøvesagkyndige ikke behersker.

9. Der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter fra branchen og relevante myndigheder som skal se på mulige modeller for etablering af et branchetilsyn. Moderniseret og grøn køreuddannelse

10. Køreuddannelsen moderniseres. Reglerne afbureaukratiseres, der indføres modulopbygning, øget mulighed for brug af digitale læringsværktøjer og øget fleksibilitet for den enkelte elev. Det nye regelgrundlag offentliggøres medio 2025.

11. Forsøgsordningen med kørekort til 17-årige forlænges. Kravene til personer, der fungerer som ledsagere, lempes, og sanktionsniveauet skærpes, hvis ledsagerkravet og færdselslovens regler ikke iagttages. Dette forudsætter en ændring af færdselsloven.

12. Der indføres fra 1. juli 2024 en forsøgsordning, der skal gøre det muligt at gennemføre en del af køreundervisningen samt aflægge køreprøve i en bil med automatgear, uden at kørekortet påføres kode 78, der begrænser førerretten til kun at gælde køretøjer med automatgear.

For som det er i dag, er der for mange penge og ressourcer, der går tabt, når elever dumper en teoriprøve på grund af nervøsitet, eller fordi de ikke er klar. 

- Det der med, at der er lange ventetider i månedsvis, som vi har bokset med de sidste mange år, det er jo helt uholdbart, og derfor var det også vigtigt for mig, at vi fik lavet en gensidig aftale med de seks branchefunktioner for kørelærerne, som sikrer, at vi nu også får et bookingsystem, hvor de estimerer, hvornår de forventer at få behov for en prøve, siger Thomas Danielsen.

TV2 Nord har tidligere skrevet om køreelevernes store udfordringer med at få en køreprøve. I juni talte vi med kørelærer Jens Porsborg, der aldrig i sine 32 år som kørerlærer havde oplevet lignende.

Sagkyndig på bagsædet og karensperiode

Med ventetiden følger også udgifter til ekstra køretimer. Det koster typisk køreskoleeleverne 600 kroner per lektion to gange om ugen, indtil de kan komme til køreprøve.

- Hvis ikke man har sparet nok op, så kan man jo risikere, at man ikke kan få sit kørekort, og det er jo bare pisseirriterende, at man skal bruge 600 kroner af ens egne penge, som man kunne have været foruden, sagde Stine Thier-Andersen til TV2 Nord i maj. 

Du kan se et indslag om ventetid på kørekort, som TV2 Nord lavede tidligere på året her:

For at hjælpe de nervøse køreprøveelever sender et af de 12 initiativer den motorsagkyndige om på bagsædet. 

I stedet er det nu kørelæreren, der skal sidde i passagersædet, når der afholdes køreprøver. 

- Derved  opnår vi forhåbentlig en mere tryg køreprøveafvikling for eleven, som forhåbentlig ikke er så nervøs, og det kommer til at afspejle en mere traditionel eksamenssituation. Og endelig er det et plus, at der bliver en fælles forståelse for prøvenes udfald mellem kørelærer og sagkyndige, siger transportministeren. 

Og fremover vil det ikke være muligt at få to køreprøver i rap. Der indføres nemlig en karensperiode på syv dage. Det vil sige, at der går syv dage, inden du kan stille op til en køreprøve igen, hvis du dumper.

- Fordi hvis du dumper en køreprøve, så er det udtrykt for, at du ikke er dygtig nok, og så skal du altså bruge tiden på at øve dig og ikke bare bestille en ny køreprøve eller en tredje eller en fjerde, som vi desværre også oplever. Så generelt stop for spild af køreprøver og så få en mere struktureret planlægning ind i de her bookingsystemer, siger Thomas Danielsen. 

Se interview med transportministeren her:


Se listen: Her bor de vådeste, frækkeste og mest kinky nordjyder

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Nordjyderne er godt repræsenteret i 2024.

De årlige statistikker fra Sinful.dk er igen landet, og endnu en gang beviser nordjyderne, at de er nogle af landets frækkeste. 

Sidste år var det kun Løkken, der var at finde på sexshoppens liste, men i år er hele tre nordjyske byer kommet på. Og igen i år er Løkken at finde på en fræk førsteplads.

I 2023 indtog Løkken førstepladsen i kategorien 'Landets stærkeste underliv', og i år er det kategorien 'Årets vådeste by', som vendelboerne indtager førstepladsen i.

Det er nemlig i Løkken, at der er blevet købt mest glidecreme fra Sinful.dk gennem 2024. Her har vendelboerne nemlig købt 3,59 gange så meget glidecreme per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Derudover er Løkken igen i år at finde på flere lister. Den vendsysselske by er nemlig også nummer tre på listen over de frækkeste byer. Her er der nemlig solgt 2,64 flere stykker sexlegetøj per indbygger end landsgennemsnittet. I 2023 indtog Løkken tredjepladsen på selvsamme liste med 2,5 stykker sexlegetøj.

Top 10 frækkeste byer

  1. Humlebæk 2,79

  2. Skævinge 2,66

  3. Løkken 2,64

  4. Rødby 2,58

  5. Græsted 2,45

  6. Odense NV 2,20

  7. Faaborg 2,15

  8. Aakirkeby 1,92

  9. Aarhus C 1,83

  10. Randers C 1,74

* tallet indikerer, hvor mange gange, der er købt sexlegetøj i byen i forhold til landsgennemsnittet

Kilde: Sinful.dk

Flere byer at finde på listerne

I år står Løkken dog ikke alene på sexshoppens frække liste. Både Aalborg C og Sindal gør nemlig byen selskab.

Sindal er nemlig den by i landet, der har købt mest lingeri per indbygger på Sinful.dk i 2024, og dermed har den nordjyske by vundet kategorien 'Landets frækkeste undertøj'. Faktisk har indbyggerne i Sindal købt 4,22 gange så meget lingeri per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Samtidig er Aalborg C igen at finde på en liste. Aalborgenserne indtager nemlig tredjepladsen på listen over de mest kinky byer i landet.

Årets mest kinky byer er fundet ved at udregne, hvilke byer der har købt mest bondage sexlegetøj. Det vil sige, at aalborgenserne køber 3,67 gange så meget kinky sexlegetøj som landsgennemsnittet.

Top 10 mest kinky byer

  1. Slagelse 4,77

  2. Brabrand 3,90

  3. Aalborg C 3,67

  4. Oksbøl 2,80

  5. Rødby 2,60

  6. Grænsted 2,43

  7. Højbjerg 2,12

  8. København SV 2,00

  9. Randers C 1,99

  10. Aakirkeby 1,85

Kilde: Sinful.dk

Det fremgår desuden af Sinful.dk, at det overvejende er mænd, der køber sexlegetøj på sexshoppen. Hele 58 procent af brugerne var nemlig mænd.

Samtidig er årets frækkeste navne for 2024 Maria og Jesper. Det er nemlig de navne, der er gået flest gange igen på ordresedlerne.

De frækkeste navne

  1. Maria og Jesper

  2. Michael og Cecilie

  3. Mikkel og Mette

  4. Thomas og Camilla

  5. Christian og Emma

  6. Daniel og Pernille

Kilde: Sinful.dk


Flere hunde forgiftes - direktør ser klar sammenhæng

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Dyreforsikringsselskab får langt flere anmeldelser om forgiftninger af hunde.

Det vrimler med dem i naturen, og de efterladte nikotinposer er dødelige for dyr.

TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan Ann Hvarregaard i november måtte give sin fire måneder gamle hvalp Olga kunstigt åndedræt foran sine børn, efter hunden havde slikket på en nikotinpose, den fandt i naturen.

Og hun er langt fra den eneste.

Stigning i anmeldelser

Dyreforsikringsselskabet Agria har nemlig de seneste år registreret antallet af nikotinforgiftede hunde, og det seneste år er antallet steget markant.

- Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om en stigning på hele 52 procent i antallet af anmeldte nikotinforgiftninger blandt hunde, siger Tine Stabell, direktør for dyreforsikringsselskabet Agria.

Tine Stabell fortæller, at selv små mængder nikotin er farlige for dyr, og at hvalpe er særligt udsatte. Hun sammenligner hvalpene med små børn, der er nysgerrige på sine omgivelser og smager på det meste, de kan komme i nærheden af.

- Fordi hundehvalpe fysisk er mindre i størrelsen, får de relativt mere nikotin i kroppen end en voksen hund, når de spiser en nikotinpose, siger direktøren.

Nikotinposer flyder i naturen

TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, hvordan det flyder med cigaretskodder og nikotinposer i den nordjyske natur.

Dette års Masseeksperiment viste nemlig, at nikotinposerne vinder frem, mens cigaretskodderne fortsat fylder.

I år deltog 2112 elever fra 31 skoler i region Nordjylland i Masseeksperimentet, og de fandt altså tilsammen 1196 cigaretskodder i den nordjyske natur, mens man på landsplan fandt hele 5819 stykker nikotinposer i naturen.

Men selvom cigaretskodderne på papiret fylder mest, så var det noget helt andet, som man oplevede hos 4. klasseseleverne på Skolegades Skole i Brønderslev.

- Jeg har oplevet, at I takt med at antallet af cigaretskodder falder, så er der mange flere snusposer rundt i naturen. Nikotinaffald er ikke blevet mindre, konstaterer Torben Madsen, der er lærer for 4. klassen, som deltog i masseeksperimentet.

Han deltog desuden også i masseeksperimentet tilbage i 2019.

Forebyggelse af nikotinforgiftning hos hunde

  1. Hold nøje øje med din hund, når du lufter den – lad derfor mobilen blive i lommen på gåturen og hav fokus på hunden.

  2. Træn hunden til at reagere på en "slip"-kommando.

  3. Hav altid lækre godbidder med, når du går tur, så du kan bytte, hvis hunden får fat i noget, du mistænker kan være farligt.

  4. Undgå at lufte hunden på områder med meget snusaffald, såsom ved skoler, stoppesteder eller lignende.

Kilde: Agria Dyreforsikring

Mørketal

De mange nikotinforgiftninger blandt hunde hænger ifølge Agrias direktør sammen med en øget mængde dumpede stykker snus i naturen.

- I perioden fra 2017 til 2021 registrerede Agria Dyreforsikring en fordobling i antallet af generelle forgiftningsskader. Samtidig begyndte vi at se en sammenhæng imellem stigningen og udbredelsen af de såkaldte røgfrie nikotinprodukter, forklarer Tine Stabell, direktør i Agria.

Selvom antallet af registrerede tilfælde er fordoblet, frygter Tine Stabell, at antallet er endnu højere. Det skyldes, at tilfældet kun registreres, hvis det fremgår af skadesanmeldelsen.

- Det er kun, hvis ejeren rent faktisk har observeret hunden indtage en snus- eller nikotinpose, eller hvis dyrlægen har konstateret det, at det bliver registreret som årsag, siger direktøren.


Hvorfor væltede 200 tons tung kran? Svaret lader vente på sig

Arbejdstilsynet har endnu ikke kunnet fastslå, om der skete brud på reglerne, da en stor kran væltede i Østerild.

Hvad var det, der gik galt, da en 200 tons tung kran pludselig væltede på det nationale testcenter for vindmøller i Østerild i Thisted Kommune?

Det er tilsyneladende ikke så let at få opklaret.

Kollapset skete 28. november, men Arbejdstilsynet har endnu ikke udgivet en endelig rapport, der fastslår årsagen.

TV MIDTVEST har nu fået aktindsigt i tilsynets besøgsrapport, som blev udsendt 4. december.  Det fremgår af rapporten, at tilsynet normalt kan nå at behandle en sag på under 14 dage, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid.

Præcist hvorfor sagen endnu ikke er afgjort, ønsker tilsynet ikke at kommentere, men det fremgår af besøgsrapporten, at man "afventer svar på krandata" for at kunne træffe en afgørelse.

- Vi er ved at tage stilling til, om jeres virksomhed skal have en eller flere afgørelser, skriver tilsynet til kranfirmaet.

Den 23-årige mand, der styrede den 190 meter høje kran, da det gik galt, fik dieselolie ud over sig og blev behandlet på skadestuen.

Kort tid efter lød fra politiet, at manden havde det okay efter omstændighederne.

Arbejdstilsynet besøgte uheldsstedet dagen efter med det formål at undersøge, om kranfirmaet overholder arbejdsmiljøloven.


Morgenens vejr byder på risiko for dis og tåge, og nogle steder vil temperaturen være nede omkring frysepunktet.

Det gælder særligt nede i vejbanerne, hvor der også er risiko for rimtåge. Det anbefales derfor at køre hjemmefra i god tid til at forholde sig til det.

Det bliver derudover en dag med rolige vindforhold. Der er kun tale om svage og lette vinde fra østlig retning.

Der er mulighed for solstrejf i løbet af dagen, men det meste af dagen vil der være skyet, men tørt.

Temperaturen kan komme op på 2-3 plusgrader, men det bliver køligere, når solen går ned, og her vil temperaturen nærme sig frysepunktet.

Tjek også vejret med Solvej Vindblæst:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Et sort kapitel: Nu får historien om de uønskede en tocifret milliondonation

Foto: Løgstør Lokalarkiv

743 mænd var tvangsanbragt på ubestemt tid på Åndssvageanstalten på Livø fra 1911 til 1961. Nu skal deres historie være en turistattraktion.

Det er blevet set som et sort kapitel i historien. Den behandling de anbragte mænd og kvinder fik de datidens såkaldte åndsvageanstalter. Nu skal historien om de ”uønskede” på mændenes ø, Livø formidles til et bredere publikum.

- Der har været overgreb mændene iblandt, og der har også været plejere som ikke opførte sig, som man kunne ønske, fortæller Maria Clement Hagstrup, der er udviklingschef på Vesthimmerlands Museum.

Hun er drivkraften bag et nyt projekt, hvor mændenes historie skal vises frem. Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Realdania har tilsammen doneret 22 millioner kroner til at vække historien til live.

Pengene skal blandt andet bruges på at restaurerer bygningerne, mens der også skal laves udstillinger med den graffiti og de digte, som de anbragte har graveret ind i træet på anstaltens kornloft.

- Det er en vigtig historie om vores velfærdssamfund og udviklingen. Den kan fortælles i de autentiske rammer. Det var lige her de her mænd var anbragt, forklarer Maria Clement Hagstrup.

Blev set som et fremskridt dengang

Mændene, der blev anbragt var kriminelle, seksualforbrydere, havde en IQ under 75 eller var bare utilpassede. Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, var anbragt på Livø i syv år fra 1924 til 1931. Han sidder med i projektets advisory board.

- Nu får skyggerne liv, og de anbragte mænd stemmer. Historien om Livø Anstalten handler om tilblivelsen af den moderne velfærdsstat på godt og på ondt. Intet sted ser vi dens forsider og bagsider i et klarere lys end her, skriver Poul Nyrup Rasmussen i en pressemeddelelse.

Foto: Kjeld Thomsen
Foto: Klaus Nedergaard
Foto: Rigsarkivet
Foto: Naturstyrelsen Himmerland

Historien om de anbragte mænd bliver ofte beskrevet som grum og et sort kapitel. De anbragte har siden fået en undskyldning af staten. Men Maria Clement Hagstrup mener, at der er nuancer til den fortælling. For anstalterne blev set som et fremskridt i datiden, for inden anstalterne blev de ”åndsvage” ofte blot låst inde. På Livø skulle de arbejde men kunne færdes noget mere frit.

- De anbragte fik muligheden for at lære et fag enten i gartneriet, landbruget eller savværket. Man lærte noget, som kunne bruges, når man kom tilbage til fastlandet.

De Kellerske Anstalter havde hovedkvarter i Brejning ved Vejle Fjord og valgte at oprette filialer på Livø og Sprogø. I gennemsnit var mændene på Livø i tre til fire år, men de var alle anbragt på ubestemt tid. For flere var det et krav, at de skulle lade sig sterilisere for at få lov til at forlade øen.

Naturen skal også opleves

Det er Naturstyrelsen der ejer Livø, og projektet skal derfor også være med til at formidle den natur, man kan opleve, og de lokale produkter såsom Angus kød og whisky.

Annette Pihl Strøm Jacobsen, der er skovridder hos Naturstyrelsen mener ikke at den grumme historie om den anbragte mænd og den hyggelige fortælling om naturen er i strid med hinanden.

- Jeg synes jo det supplerer hinanden godt. De mennesker, der kom herover havde også brug for ro og fordybelse. Man får muligheden for at opleve naturen tæt på og det nærvær det skaber, det giver rigtig meget mening også det i den historiske og kulturhistoriske kontekst, siger skovrideren.