Anholdt for laserchikane

En 25-årig mand var til fare for eftersøgning af en 73-årig mand, da han lyste med en laserpen mod eftersøgningshelikopteren. Det satte piloternes nightvision ud af spillet.

Nordjyllands Politi har anholdt en 25-årig mand, fordi han natten til fredag forstyrrede beredskabets eftersøgning efter en 73-årig mand, som tidligere på dagen var forsvundet fra plejehjemmet Åglimt i Aalestrup.

Den 25-årige mand lyste med en laserpen mod den eftersøgningshelikopter, som ledte efter den ældre mand.

Det er en sag som Nordjyllands Politi ser alvorligt på, fortæller vagtchef, Åge Pedersen, til TV2/NORD.

- De flyver med det her nightvision, og i det øjeblik de får det her lys ind i cockpittet, så slukker nightvision. Det vil sige, at de i nogle sekunder er fuldstændig uden orientering med instrumenter og så videre, så det er en rimelig farlig situation, siger Åge Pedersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland