Anholdt for smugleri af 600 filippinere
Foto: Rune Borre-Jensen
Kvinde fra Nordjylland sigtes for at have organiseret ulovlig indrejse i stor stil fra Filippinerne.
En kvinde fra Thisted sigtes af politiet for at have hjulpet 600 filippinere til ulovligt ophold i Danmark og andre lande i Europa.
Kvinden blev anholdt torsdag og skal fremstilles for en dommer i Holstebro fredag, oplyser vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard.
- Hun sigtes for menneskesmugling ved i en tre-årig periode at have bistået flere end 600 identificerede personer fra Filippinerne med ulovlig indrejse til Danmark og til andre lande i Schengen-området, siger han.
Sagen har været efterforsket af betjente fra Rigspolitiets nationale efterforskningscenter i samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi.
Den anholdte er 42 år og har i en årrække boet i Danmark. Hun er filippinsk statsborger.
Politiet hævder, at de mange mennesker er indrejst ulovligt, og at de har fået ulovligt ophold i et af landene i Schengen-samarbejdet.
Der er tale om både kvinder og mænd. Om de arbejder ulovligt som au pair-kvinder eller i andre jobs ved politiet ikke noget om, oplyser vicepolitiinspektøren.
Desuden sigtes den 42-årige for at have tjent penge på at have organiseret trafikken, som altså skal have stået på fra 2008 og frem til nu.
Hun skal have ordnet papirarbejdet, så de mange landsmænd kunne komme til Europa, mener politiet.
Kvindens holdning til sigtelsen ønsker politiet ikke at oplyse noget om forud for grundlovsforhøret.
Anholdelsen skete torsdag eftermiddag klokken 15.
Fremstillingen i grundlovsforhør begrunder politiet med hensynet til efterforskningen.
Desuden spiller det ind, at man frygter, at kvinden vil stikke af og dermed undgå en eventuel straffesag.
Derfor kræver anklageren, at kvinden skal varetægtsfængsles.
Sigtelsen er rejst efter straffelovens paragraf 125a om menneskesmugling under særligt skærpende omstændigheder.