Ankelbyg præger markerne

Efter gode år må landmændene allerede nu se i øjnene, at udbyttet fra markerne med vårbyg kommer til at ligge langt under det normale.

Det er et trist syn, der møder landmændene, når de kigger til deres vårbyg. Der er store pletter i markerne, hvor kornet kun når til et sted mellem anklen og knæet.

På Holmgaard ved Jerslev er en tredjedel af jorden, 150 hektar, sået til med vårbyg, så det kommer til at kunne mærkes på bundlinien.

- Det ser ud til, at vi mister måske 25 procent i forhold til normalen, så det betyder et tab på 300.000 kroner, siger landmand Poul Due Holmgaard.

Det er det meget våde forår, der har ramt vårsæden, især byggen.

- Den meget regn betyder, at der ikke har været den nødvendige ilt i jorden. Det har hæmmet væksten. Så efter nogle gode år kan vi igen se ankelbyg, siger planteavlskonsulent Niels Arvidson fra Landbo Nord.

Noget af kornet er så lavt, at det vil stå tilbage, når mejetærskeren har kørt over det. Andet har kun sat et enkelt aks.

Meteorologerne lover varmt og tørt vejr, men det er ifølge Niels Arvidson for sent at redde vårbyggen, der står i 15-20 procent af markerne i Nordjylland.

- Det er selvfølgelig forskelligt fra egn til egn, værst ser det ud i nord og øst, men generelt tror jeg, vi må regne med et udbytte, der er 25 - 50 procent af det normale, siger Niels Arvidson.

Når det gælder vintersæd, er han mere optimistisk. Her lyder meldingen, at det ser "fornuftigt" ud, især hvis der kommer længere perioder med varme .


Seneste nyt

fra Nordjylland