Anker dom
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Byrådsmedlem Karl Emil Nielsen anker den dom, han tidligere på måneden fik for at have begået underslæb.
Karl Emil Nielsen, der er medlem af byrådet i Brønderslev, er dømt for underslæb mod sin mors dødsbo.
Dommen lyder på en fængselsstraf på seks måneder, heraf er fire måneder betinget, men politikeren skal altså afsone to måneder i fængsel.
Medmindre Landsretten vil ændre Byrettens afgørelse.
Og det er nu det, Karl Emil Nielsen håber, vil ske.
Han sagde allerede kort efter dommen, at han formentlig ville anke dommen, da det kom meget bag på ham, at han blev dømt.
Han har hele vejen igennem nægtet at have stjålet penge fra sin nu afdøde mor.
Umiddelbart efter domsafsigelsen i retten i Hjørring meldte han sig ud af Dansk Folkeparti med den begrundelse, at han ikke ønsker at skade partiet.
Nu skal endnu en retlig instans tage stilling i sagen, idet Karl Emil Nielsen anker dommen.