Anne Dsane mister OL-penge
Foto: Lone Vad Dam
En måned efter bronze-triumfen ved OL i Rio vendte Anne Dsane Andersen hjem til barndomsklubben Ægir for at fejre medaljen med gamle klubkammerater.
Anne Dsane Andersen er OL-bronzevinder og studerende. Derfor står hun til at gå glip af medaljebonussen på 50.000 kroner.
Danmarks olympiske bronzevinder Anne Dsane Andersen går glip af sine 50.000 kroners medalje bonuspenge. Roeren har nemlig allerede nået det økonomiske loft, man som studerende må tjene, når man samtidig modtager SU. Det oplyser TV2 SPORT.
Siden 2008 har Team Danmark udbetalt medaljebonus penge til OL-atleterne. Den 28. september bliver bonussen så udbetalt til en begivenhed på Restaurant NIMB i København, men i 23-årige Anne Dsane Andersens tilfælde bliver det en fest med en lille bismag.
For godt nok ryger de 50.000 kroner ind på hendes konto, men kun for et øjeblik - for statskassen kræver pengene retur.
- Jeg har ikke regnet færdigt på det, men jeg skal betale dem tilbage som skat, fordi jeg har fået SU i år. Jeg havde jo ikke regnet med at få medalje, så jeg har ikke frameldt min SU. Nu kommer de så tilbage i statskassen, siger Anne Dsane Andersen til TV2 SPORT.
Pengene er tænkt som en motivation for de enkelte atleter, hvor mange langt fra kan leve af deres sport.
- Pengene skulle gå til at forsøde min dagligdag, for de fleste af mine penge går jo til bøger og hverdagsting og til at reparere min cykel, så som studerende kunne de jo forsøde mit liv, filosoferer Anne Dsane Andersen.
For otte år siden bekendtgjorde daværende kulturminister Brian Mikkelsen ellers, at medaljebonussen var skattefri.
Bagtanken var, at Folketinget kort forinden havde vedtaget at legater for forfattere, udøvende kunstnere og kulturpersonligheder var skattefri, og Mikkelsen mente, at sportsfolk kunne sidestilles. Der gjorde han dog regning uden vært, og nordjyske Anne Dsane Andersen rammes nu økonomisk, idet hun både er studerende og elitesportsudøver - med en OL-medalje, som nu ikke giver noget som helst økonomisk afkast.