Anny Winther afviser kritik
Foto: TV2/Nord
Anny Winther genkender ikke kritiken, hvor hun beskyldes for at have vidst meget mere om rodet i forvaltningen, end hun har givet udtryk for.
Rebild Kommunens borgmester, Anny Winther, fastholder, at hun ikke har kendt til de store problemer, kommunen har haft i børne- og ungeforvaltningen.
- Jeg kan slet ikke genkende den kritik, Henrik Schou fremsætter.
Sådan siger borgmester i Rebild Kommune, Anny Winther, efter at hun i går måtte tage imod ny kritik i kølvandet på sagen om de store problemer i sagsbehandlingen i kommunens børne- og ungeudvalg.
Det var den tidligere forvaltningschef, Henrik Schou, der fremsatte kritikken. Han beskylder Anny Winther for at tale usandt, når hun siger, at hun ikke har kendt til problemerne i forvaltningen.
Ifølge Henrik Schou har borgmesteren dog gennem flere år siddet med til chefmøder og direktionsmøder, hvor netop rodet i forvaltningen har været drøftet.
Anny Winther svarer på kritikken, og siger, at sagsbehandlingen aldrig har været drøftet på de møder, og at hun derfor ikke kunne vide, hvor slemt det stod til.
Hun vil dog ikke gå så langt som at kalde Henrik Schous påstande for løgn.
- Jeg bruger aldrig sådan et ord, men jeg tror, at Henrik Schou husker forkert. Jeg tror, at han må have drøftet det her i et andet forum, siger Anny Winther, som erkender, at hun burde have haft en større viden.
- Det ville jo være ønskeligt, og det er også derfor, det får store konsekcenser for vores chefer og ledere. det er sådan nogle oplysninger, der skal tilbage til politikerne, siger Anny Winther.