Antallet af underretninger er eksploderet - se tallet for din kommune
I en nordjysk kommune er det svimlende 11,4 procent af børn og unge, der har en eller flere underretninger.
Andelen af børn og unge med en eller flere underretninger er siden 2015 steget støt.
Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.
Underretninger er bekymringer omkring børn, der bliver indberettet enten af fagprofessionelle eller af borgere til kommunen.
Størst er stigningen i Jammerbugt Kommune. Tilbage i 2015 havde blot 4,2 procent af de 0-18-årige havde en underretning. I 2023 er det tal steget til 10,2 procent. Cirka samme billede tegner sig i både Morsø og Frederikshavns kommuner.
Se hvordan det forholder sig i din kommune herunder.
Underretninger skal ikke give ondt i maven
På landsplan var det i 2023 otte procent af børn og unge, der havde en eller flere underretninger. Den tendens gør sig også gældende i de nordjyske kommuner. Hvor mellem 2,9 procent og 11,4 procent har en underretning tilknyttet.
Louise Austeen Leth er ekspert på sagsbehandling på udsatte børn og ungeområdet ved Social- og boligstyrelsen. Hun har fulgt tallene nøje de seneste år.
Hvad er en underretning?
Underretninger kommer til at lyde skræmmende, men i virkeligheden handler det om, at nogen har observeret, at et barn kan have brug for hjælp.
Underretninger kan handle om mange ting. Det kan handle om, at barnet ikke kommer i skole. Det kan også være fordi barnet har været på hospitalet eller fordi en af forældrene er gennem et forløb i psykiatrien. Det kan også være, at barnet er ked af det i daginstitutionen eller at et barn ikke har årstidssvarende tøj på.
I alle tilfælde giver underretningerne anledning til en samtale med forældrene, som måske bliver tilbudt lidt hjælp hjemme eller hjælp til barnet i hverdagen.
Men underretninger handler også om de helt grelle ting - ting som børn ikke skal udsættes for.
Kilde: Louise Austeen Leth, ekspert i sagsbehandling på udsatte børn og ungeområdet ved Social- og boligstyrelsen.
- Jeg kan ikke komme med en enkelt forklaring på, hvorfor tallet er stigende. Men en del af det kan være, at der er sket en strukturel ændring i, hvordan kommuner registrerer behandler underretninger. Men jeg ser ikke stigningen som et faresignal, forklarer hun og tilføjer:
- En underretning betyder ikke, at der er noget at være bange for, eller at nogen kommer og tager børnene. Det sker jo kun, hvis man udsætter dem for noget frygteligt. I stedet kan man som forældre tænke, at der er nogle, der gerne vil hjælpe, hvis man har brug for det, og at der er andre, der også er opmærksomme på, at ens barn skal have det godt.
Eksempelvis laver man nu en underretning i sundhedsvæsenet i forbindelse med en diagnose, og det er hendes formodning, at det er en af årsagerne til, hvorfor der er flere underretninger derfra.
Flere frivillige laver underretninger
Når man ser på, hvor der ellers er begyndt at komme flere underretninger fra, er det foruden sundhedsvæsenet også sundhedsplejersker og tandlæger og fra frivillige organisationer.
- I mine ører lyder det positivt med flere underretninger, for jeg tolker det som et udtryk for, at flere frivillige er opmærksomme på deres forpligtigelse til at underrette. Og jeg tror også, at der kommer flere fra eksempelvis skoler og daginstitutioner, fordi vi har lavet meget materiale om underretninger, fortæller Louise Austeen Leth.
Ifølge hende leder underretningerne ofte til en snak om, hvordan forældre eller barnet kan få lidt hjælp.
Der er dog store kommunale forskelle på, hvor mange underretninger, der er i de forskellige kommuner. I Nordjylland er højdespringeren Vesthimmerlands Kommune, hvor 11,4 procent af børnene i 2023 havde en eller flere underretninger knyttet til sig.
Men er det ikke enormt høj andel af børn med underretninger?
- Måske er det bare fordi, at mange tager deres samfundspligt alvorligt i Vesthimmerland. Måske ser sundhedsplejersker der, at flere forældrene lige skal have lidt hjælp. Jeg ser det egentlig mere som et udtryk for, at man har fundet en god måde at gøre det (underretninger, red.) på, så man som forælder slipper for den der ondt i maven, siger eksperten.