Antipas og Hvilsom sprudler i Hobro-sejr
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Antipas og Hvilsom sprudler i Hobro-sejr Esbjerg var foran 1-0, men smed føringen efter to lynscoringer af Hobro, som endte med at vinde 3-1.
Hobro leverede et flot og lynhurtigt comeback i fredagens hjemmekamp mod Esbjerg i Alka Superligaen. Bagud 0-1 vendte Hobro et truende nederlag til en sikker 3-1-sejr.
Det var en solid og helstøbt indsats fra Hobro, som endnu en gang viste god moral og i sidste ende fortjent vandt opgøret.
Esbjergs svenske angriber Daniel Larsson scorede ellers til 1-0 efter blot 12 minutter. Det var landsmanden Erik Friberg, som stod for det fremragende oplæg efter et smukt kontraangreb.
Hobro gav dog ikke op. Tværtimod pressede oprykkerne straks på for at fremtvinge en udligning. Og det gik stærkt.
Kun 10 minutter efter Esbjergs føringsmål lykkedes det Hobro-angriberen Quincy Antipas med en smart og overraskende stiv tå at få udlignet til 1-1.
Målet var dog ikke nok for hjemmeholdet, som havde taget teten i den periode og straks udnyttede sit momentum to minutter senere.
Hobros topscorer, Mads Hvilsom, bragte hjemmeholdet foran 2-1 med en perle af et skruet langskud. På to gyldne Hobro-minutter var kampen dermed vendt på hovedet.
Den belgiske klub Genk havde i øvrigt sendt en talentspejder til Danmark for at se nærmere på lige præcis Hvilsom, som generelt leverede god reklame for sig selv.
Hvilsom er nu oppe på 13 sæsonscoringer - to færre end FC Midtjyllands Martin Pusic, som fører topscorerlisten.
I anden halvleg brændte Esbjergs kantspiller Kevin Mensah en stor chance, da han helt fri skød bolden lige ind på Hobro-keeper Jesper Rask.
I stedet for en Esbjerg-udligning udbyggede Hobro føringen, da Antipas med sit andet mål i kampen cementerede sejren.
Antipas, som var kampens bedste spiller, tog chancen med det svage venstreben, og den tidligere Brøndby-spiller satte bolden helt ude ved nærmeste stolpe.
Kort efter blev Esbjerg reduceret til 10 spillere, da Erik Friberg frustreret sparkede ud efter en Hobro-spiller. Det så ikke specielt slemt ud, men det var unødvendigt og dumt.
Med sejren kravler Hobro op på sjettepladsen i ligaen med 34 point efter 24 kampe, og oprykkerne er med i kampen om bronze, som lige nu indtages af Randers FC med 36 point for en kamp færre.
Esbjerg har 27 point og skal koncentrere sig om at tage de afgørende skridt væk fra bunden i de ni resterende spillerunder.