Arbejdspladser forbereder sig til lockout
Foto: Bruno Stagsted
Aalborg Universitetshospital er et af de steder, man forbereder sig på lockout.
Mange nordjyske virksomheder forbereder sig i øjeblikket på lockouten.
Lukkede skoler betyder nemlig også, at forældrene får travlt med at få taget fri fra arbejde, få passet børnene - eller endda tage dem med på arbejde.
Aalborg Universitetshospital er et af de steder i Nordjylland, hvor de ansatte er bekymrede for lockouten.
-Vi har nogen, som ikke har så godt et netværk, hvor familien måske bor langt væk, som simpelthen ikke har det, siger sygeplejerske Jane Nyby Jepsen
De forældre, der arbejder på hospitalet, er allerede begyndt at tale om, hvordan de kan hjælpe hinanden med tackle den omdiskuterede lockout.
-Vi har selv snakket om, at vi eventuelt kan gøre det, at der er ét personale, som får en feriedag, og så kan vi samle børnene dér, så vi ikke tømmer afdelingen for personale, fordi det går jo ikke, siger Jane Nyby Jepsen.
Aalborg Universitetshospital er et af de steder i Nordjylland, hvor også ledelsen allerede har tænkt sit om lockouten.
- Det er jo altid et samarbejde mellem den nærmeste leder og medarbejderen i forhold til, hvordan man vil løse sådan en situation her. Der er altid mulighed for at anvende omsorgsdage, afspadseringer og feriedage, så længe arbejdet tillader det, siger HR-klinikchef Lise Hansen.
Muligheden for at de ansatte kan få lov til at tage børnene med på arbejde er der endda også - hvis bare det altså ikke går ud over patienterne.
- Vi vil da ikke sige nej, hvis det enkelte afsnit vil gå ind og lave en aktivitet, som både kan tage hensyn til vores patienter, men også kan tage hensyn til vores medarbejdere, siger Lise Hansen.
Skulle det ske, at nogle børn må tage med far og mor på arbejde, så bliver de måske beskæftiget på en såkaldt tegnestue, så der kan komme tegninger op på væggene i afdelingerne.