Årets attraktion for andet år i træk
Nordsømuseet er netop blevet kåret af Color Line som årets attraktion for andet år i træk. Med prisen har Nordsømuseet vundet over så store og kendte attraktioner som Legoland og Den Gamle By.
Som begrundelse for at prisen igen i år tilfaldt Nordsømuseet blev det fremført, at man igen kan opleve de fascinerende klumpfisk. Især den lille klumpfisk, som i mangel af et egentligt navn omtales "Bette Klumpe", har vundet nordmændenes kærlighed.
- Vi er utroligt glade for prisen. Det betyder rigtig meget for os, at så vigtig en samarbejdspartner som
Color Line værdsætter vores bestræbelser på at skaffe klumpfisken tilbage til Nordsømuseet. Om vi vil det
eller ej, er klumpfisken en vigtig del af vores historie og vi er både stolte og meget glade for, at vi i dag har
to meget sunde af slagsen, siger direktør Jens Otto Størup.
Det vurderes, at den største af de to klumpfisk allerede nu har fordoblet sin vægt fra 30 til 60 kg. Men der er stadig langt til de 2 ton, som er vægten på den største klumpfisk, man hidtil har fanget.
Den lille klumpfisk, som hidtil blot er blevet kaldt "Bette Klumpe", har aldrig fået et rigtigt navn.
- Derfor udskriver vi nu en navnekonkurrence og indbyder alle interesserede til at deltage. Alle bidrag vil blive registreret og indgå i den endelige
vurdering, fortæller Jens Otto Størup.