Årets kok klar til finalen
Sidste års vinder Allan Poulsen er klar til Årets Kok 2009 efter en nervepirrende semifinale i Odense. Allan Poulsen fra Hotel Strandgaarden på Læsø er klar til finalen.
Semifinale Årets kok
20 af Danmarks bedste kokke har kæmpet en intens kamp blandt sydende gryder og pander på Dalum UddannelsesCenter, hvor HORESTA afholdt semifinale for Årets Kok 2009.
10 pladser i finalen
De 20 dygtige danske kokke var taget til Odense med kun ét mål for øje. Nemlig at tage en af de ti pladser i den prestigefyldte kulinariske talentkonkurrences finale, der finder sted 22. februar.
Pres på Allan Poulsen
Men på skuldrene til Allan Poulsen lå der et ekstra forventningspres. Med en finaleplads for den 27-årige kok, der til daglig huserer på Hotel Strandgaarden på Læsø, er det første gang i 15 år, at en vinder kæmper om guldet to år i træk.
Svinekæbe eller andet
To timer var, hvad hver enkelt semifinalist havde til at løse årets opgave og forføre dommerpanelets smagsløg og dermed sikre sig en finaleplads. Opgaven lød på at kreere en hovedret men enten svinekæbe, svineryg eller kalvebacon som hovedingrediens.
Imponerede dommerpanelet
Og her lykkedes det altså Allan Poulsen at imponere dommerpanelet i en sådan grad, at han endnu engang er klar til at kæmpe om titlen som Årets Kok.
Finalisterne
Følgende ti finalister er klar til finalen:
Mads Rye Magnusson - Restaurant Klitgaard
Kenneth Hansen - Lübker Golf Resort, Restaurant Liga
Tommy Friis - Molskroen
Martin E. Vesterdorf - Restaurant Miró
Bo Marcussen - Malling & Schmidt
Anne Bruun Jessen - Henne Kirkeby Kro
Brian Mark Hansen - Søllerød Kro
David De Silva - Davids Deli
Allan Poulsen - Hotel Strandgaarden
Michael Pedersen - Restaurant Glashuset
Fakta om Årets Kok 2009
Der vil foregå en simultan afvikling af Årets Kok og Årets Tjener, når finalen finder sted 22. februar i Bella Center.
Det betyder, at hver af de finalister i Årets Kok ved konkurrencens begyndelse - ved lodtrækning - kobles sammen med en af de fem finalister, der deltager i konkurrencen om at blive Årets Tjener (hver tjener tilknyttes 2 køkkener).
Der er dog tale om to selvstændige konkurrencer, hvor den enkelte deltagers præstation alene har betydning for egen placering.