Årets naturfoto 2014 taget i Nationalpark Thy
Foto: Per Finn Nielsen
Årets naturfoto 2014 er taget i Nationalpark Thy af naturfotograf Per Finn Nielsen.
Foreningen Naturfotografer i Danmark, der er en landsdækkende sammenslutning af naturfotografer, har netop afholdt sit årsmøde. Traditionen tro blev årets naturfoto kåret. Vinderen at dette års naturfoto blev Per Finn Nielsen med hans billede af en gruppe kronhjorte i Nationalpark Thy.
Billedet er taget i oktober måned i området omkring Hanstholm og viser områdets kronvildt i en unik vejrmæssig situation. Per Finn Nielsen, der var taget til Thy for at deltage i den årlige fotofestival, fortæller:
- Jeg begav mig ud i området en tidlig morgen før solopgang. Det var stort set skyfrit, og hvad der ikke er hverdagskost ved Hanstholm, var det vindstille. Lav tåge havde lagt sig i området, og jeg bevægede mig stille frem i min søgen efter kronhjorten.
- Sigtbarheden var dårlig, men da jeg kom op på toppen af en lille bakke, var jeg pludselig over tågen med god sigtbarhed og udsigt til en lille bakketop, der lå som en ø i tågehavet. På bakken gik en imponerende kronhjort med sine hunner.
- Netop som de første solstråler ramte dyrene, lagde kronhjorten nakken tilbage og brølede dybt og længe, som ville den hilse den nye dag velkommen.
Naturfotograf Per Finn Nielsen har også tidligere høstet anerkendelse for sine naturfotos fra blandt andet fra BBC, National Geographic og British Natural History Museum.