Årets nordjyske forening: Gør hverdagen bedre for syge børn
Her besøger 'Lastbiler for børn' i 2016 Aalborg Universitetshospital.
Foreningen 'Lastbiler for børn' giver syge børn oplevelser og frihed i en presset hverdag. De er nu kåret til årets nordjyske forening.
Med horn, blink og meget store trucks indtager foreningen 'Lastbiler for børn' sygehuse rundt om i landet. Her kan indlagte og syge børn få sig en oplevelse med de store maskiner. Børnene kan komme ind i førehuset og få lov til at trykke på alle knapperne, så de kan glemme alt om sygdom. Dette intiativ er nu kåret som årets forening af Go'on.
Vi blev meget beæret over det, og jeg vil da gerne indrømme, at jeg også blev ret stolt.
Steen Møller Jensen, Stifter
- Det var der ingen, der havde set komme. Vi blev meget beæret over det, og jeg vil da gerne indrømme, at jeg også blev ret stolt. Som stifter bliver man meget beæret, når noget, der startede som et lille sjovt projekt, bliver så stort, siger Steen Møller Jensen, der er stifter af 'Lastbiler for børn'.
Foreningen har med titlen vundet en præmie på 25.000 kroner. De har endnu ikke besluttet, hvordan pengene skal bruges, men de kommer til at forsøde foreningens arrangementer i det nordjyske over det næste stykke tid. Det er en jury, der har taget beslutningen om at kåre 'Lastbiler for børn', som årets nordjyske forening.
- Lastbiler for Børn er en unik sag og et godt initiativ. Vi er overbeviste om at den lille forening, kan få pengene til at række langt, står det i fagjuryens begrundelse.