Arkæologer gør historisk fund i Aars

Arkæologer er i disse dage i gang med at grave et historisk fund ud af den nordjyske jord.

Arbejdet er beskidt og vådt, og så arbejder de lige i nærheden af Aars nye omfartsvej, men alligevel er det i disse dage en særlig fornøjelse af være arkæolog i udkanten af Aars. Her har de nemlig gjort et ganske særligt fund, som Forskningschef og museumsinspektør på Vesthimmerlands Museum, Bjarne Nielsen, ikke tøver med at kalde for historisk.

- Det vi har fundet, er aldrig set før i Europa. Vi har fundet en 170 centimeter dyb brønd, der nærmest er foret med sten, hvor der indvendigt ligger en masse knoglerester. Vi tror på nuværende tidspunkt, at det er menneskeknogler, fortæller han til TV2 Nord.

Lige nu ved arkæologerne ikke, hvor mange mennesker, der i givet fald er rester fra i brønden. De ved heller ikke, hvorfor knoglerne er samlet, som de er. Men sikkert er det, at fundet er ganske specielt.

Ifølge Bjarne Nielsen er der også fundet en pilespids og et stykke dolk, der indikerer, at graven er fra den yngre stenalder mellem cirka år 2.150 og år 1.800 før vores tidsregning.

Og det er blandt andet det, som gør fundet i Aars ganske unikt. Der er nemlig ikke fundet lignende grave fra den tid i Danmark eller i Europa for den sags skyld. Det eneste andet sted Bjarne Nielsen kan komme i tanke om, at der er fundet noget lignende, er i England.

Med fundet tyder noget dermed på, at der har været en eller anden form for kontakt mellem Danmark og England for 4000 år siden, eftersom England er det eneste land, hvor man har fundet brøndgrave som den i Aars.

En forbindelse, man ikke har troet var mulig, før arkæologerne altså gjorde det historiske fund, forklarer Bjarne Nielsen.

- Det er meget specielt som arkæolog, at være med til at finde noget, der er så historisk. Det er noget ganske særligt, fortæller Bjarne Nielsen.

Knoglerne i brønden er nu blevet sendt til analyse, så man kan slå endeligt fast, hvilken skabning knoglerne kommer fra. Arkæologerne i Aars forventes at være færdige med udgravningen i løbet af de næste to uger. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland