Artige nordjyder på vejene

Nordjyderne er blevet meget bedre til at sænke farten ved vejarbejde på motorvejen. Sidste år var der 60 overtrædelser i timen. Nu er der omkring 20.

"Pas på min far". En lille dreng ser med bedende øjne på bilisterne, der kører forbi ham. Et skilt som dette står ved de fleste steder, hvor der er vejarbejde. Og måske har kampagnen virket.

Antallet af fartovertrædelser ved vejarbejde på de nordjyske motorveje er faldet markant. Sidste år resulterede fartkontrol ved vejarbejde i 60 overtrædelser i timen. I år var der omkring 20.

- Skiltningen er klar og tydelig, og vi har sat skilte op, hvor der står, at der kan være fartkontrol, plus at vi rent faktisk holder her med fotovognen. Samtidig tror jeg også, at den kampagne og de ting, der er diskuteret i pressen igennem det sidste års tid omkring vejarbejde og måling, har gjort, at folk passer bedre på, siger Benny Nielsen, leder af den automatiske trafikkontrol, ATK i Nordjylland til Nordjyske.


Seneste nyt

fra Nordjylland