Asbestkræft rammer hårdt i Nordjylland
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Her lå eternitfabrikken engang. Fabrikken er formentlig skyld i det store antal ofre for asbestkræft i Nordjylland.
Der dør langt flere af lungehindekræft i Nordjylland, end i andre regioner. Det viser en stor undersøgelse af den sjældne kræftform. Forklaringen skal findes i Aalborgs industrihistorie.
Det fortæller DR Nordjylland.
Region Nordjylland har tre gange så mange tilfælde af dødelig lungehindekræft som landets andre regioner. Forklaringen er i følge en ekspert det store asbestforbrug på Dansk Eternitfabrik i Aalborg.
Palle Steen Larsen tog som lærerstuderende i 1970 et studiejob på Dansk Eternit Fabrik i Aalborg. Her skar han i seks uger stykker af tagplader, som indeholdte det sundhedsskadelige materiale asbest.
En mineraltype, som - hvis indåndet - kan føre til lungehindekræft op til 50 år efter man udsættes for den. Sygdommen er uhelbredelig og kræver typisk liv et år efter den går i udbrud.
Palle Steen Larsen fik diagnosen i efteråret 2012 og er nu i behandling.
- Det hjælper ikke at være sur. Men jeg synes, det er noget svineri, at man udsætter mennesker for sådan noget bare for kolde kontanter, siger han til DR Nordjylland.
Palle Steen Larsen er langt fra alene. 30 mænd i Nordjylland får årligt lungehindekræft. Det er tre gange flere end i landets andre regioner.
Forklaringen skal findes på den nu nedlagte Dansk Eternit Fabrik, hvor man indtil 1988 bearbejde i alt 680.000 tons asbest.
- Det handler om, at 90 procent af al asbest, som er brugt i Danmark er brugt ved Dansk Eternit Fabrik i Aalborg, siger overlæge Øyvind Omland fra arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg, der har undersøgt forekomsten af den sjældne kræftform i Danmark.