Av, av: Så stort er rentesmækket til danskerne
Foto: TV2 Nord
Boligejerne har fået et kæmpe rentesmæk, som virkelig kan mærkes på pengepungen.
Det kradser i tegnebogen for de danske boligejere.
Renternes himmelflugt har nemlig gjort, at det på ét år er blevet 10.000 kroner dyrere at låne en million kroner.
Det viser en opgørelse, som Nationalbanken har udgivet mandag.
Det vil sige, at en boligejer, der har tre millioner kroner i gæld i sit hus, i gennemsnit skal af med 30.000 kroner mere i renter om året.
Men faktisk ser det langt værre ud for visse boligejere. I januar fik flere hundredetunsinde danskere justeret deres rente på deres flexlån. På F-kortlånet steg renten fra cirka 0,5 procent til 3 procent over en nat.
Dermed er renteudgifterne steget 20-25.000 kroner om året per lånte million.
Boligmarkedet er gået i stå
I Nordjylland bor 64 procent af befolkningen i ejerbolig, og derfor er Nordjylland den region, hvor flest umiddelbart bliver ramt af de store rentestigninger.
- Der er ingen tvivl om, at de hastigt stigende renter i øjeblikket tryktester mange danskeres privatøkonomi, skriver cheføkonom hos Dansk Erhverv, Tore Stramer, i en kommentar.
Renten er igen og igen blevet hævet af den amerikanske centralbank, og det har fået både ECB og Nationalbanken til at følge trop i kampen mod den tårnhøje inflation.
I Nordjylland har rentesmækket ikke kun betydet, at boligejerne skal betale titusindvis af kroner i ekstra renter. Det har også gjort, at boligsalget er stagneret, og at især salget af villaer og rækkehuse er faldet det seneste år.
Simpelthen fordi at det i gennemsnit er blevet 10.000 kroner dyrere at låne en million kroner hos realkreditinstitutterne.
Men der er ikke positive udsigter til rentefald forude, hvis man spørger cheføkonomen Tore Stramer.
- Som tingene ser ud nu, så kan det bestemt ikke afvises at de korte renter i løbet af 2023 vil stige med yderligere 1-1,25 procent. Der er altså al mulig grund til, at man som boligejere og virksomheder forbereder sig på yderligere rentestigninger i år, skriver han.