Babyer bliver gratis
Foto: Jesper Lange
Regeringen har meldt ud, at fertilitetsbehandlinger nu skal være gratis igen. Det blev fejret på fertilitetsklinikken i Dronninglund
På fertilitetsklinikken i Dronninglund var der i dag højt humør. Regeringen har netop meldt ud at den vil lave en finanslov hvor barnløses fertilitetsbehandling igen bliver gratis.
Der er flag på frokostbordet og overlægerne giver kage. Sådan fejrer personalet dagens nyheds på "babyfabrikken" i Dronninglund.
- Jeg synes absolut det positivt. Det er noget vi har ventet på længe, fordi man vidste, at når valget var overstået så var det det, der var blevet lovet. Så nu er vi spændte på at se hvor stort et rykind vi får i de følgende måneder, siger overlæge på Fertilitetsklinikken i Dronninglund, Michael Aasted.
1. januar i år indførte den tidligere regering brugerbetaling på fertilitetsbehandling. I Dronninglund har det betydet at man har behandlet omkring 250 færre barnløse par end klinikken plejer. På fertilitetsklinikken har de første barnløse par nu aflyst de behandlinger de skulle have i november og december. Nu vil de vente til januar.
- Jeg vil tro at vi kommer tilbage til det gamle 2010 niveau, måske endda plus 20 procent. Ligesom da vi i slutningen af 2010 nærmest havde myldretid, fordi folk skulle skynde sig inden det blev afgiftsbelagt, siger Michael Aasted.
Sterilisationen skal også være gratis igen. Regeringen regner med at ordningen samlet set kommer til at koste 212 millioner kroner.