Badminton fra Vendsyssel - nu på tv
Nordjyderne behøver ikke tage til Frerderikshavn for at se Peter Gade - VEB's kamp mod Team Vestsjælland sendes nemlig på direkte tv.
Vendsyssel Elite Badmintons sæsonpremiere 2. september hjemme mod Team Vestsjælland sendes direkte på TV2 Sport. Det er selvfølgelig en melding, sportschefen i VEB er meget tilfreds med.
- Tre timers direkte tv fra Arena Nord. Det er fantastisk. Det har vi håbet på, siden programmet blev offentliggjort, siger Peter R. Jensen.
Sjællænderne råder over en frygtindgydende trup, hvor den største profil uden sammenligning er Peter Gade. Publikum kan også glæde sig til at opleve spillere som Joachim Persson, Tony Gunawan, Mathias Boe, Donna Kellogg og Nathan Robertson.
- Arbejdet med at forlænge vores sponsoraftaler og skaffe nye sponsorer går efter planen, og nyheden om tv-kampen i Arena Nord med Peter Gade øger min optimisme. Jeg holder ikke sommerferie i juli, men satser på at lave aftaler med nye sponsorer, siger Peter R. Jensen i en pressemeddelelse.
Opgøret mod Team Vestsjælland spilles altså tirsdag 2. september kl. 18.30 i Frederikshavn.