Bandidos og Hells Angels i dialog
Endnu et webclip fra tv2nord.dk
De to rockergrupperinger er gået i dialog med hinanden, da de formentlig ikke har så stor interesse i, at den konflikt, der har stået på de seneste dage, fortsætter.
Rockergrupperingerne Hells Angels og Bandidos er gået i dialog med hinanden, fordi de ikke ønsker, at den konflikt, som har huseret den seneste tid, skal fortsætte. Det fortæller chefpolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Claus Hilborg.
- De efterretninger, vi har, de tyder på, at der er en dialog mellem Bandidos og Hells Angels, fordi de måske heller ikke selv er interesserede i, at det skal eskalere, siger Claus Hilborg.
Den udmelding kommer netop som byrådskandidat for Venstre, Kristian Andersen, har langet ud efter politiet, fordi han ikke mener, at de gør tilstrækkeligt for at presse rockerne efter den seneste tids voldsepisoder.
Senest gik det ud over en 16-årig dreng, som blev overfaldet af tre mænd med forbindelse til rockermiljøet med en hammer. Drengen endte på hospitalet med åbent kraniebrud.