Bankrøvere bag ny voldsom trend

Ifølge Nordjyllands Politi har en ny trend bredt sig blandt de nordjyske bankrøvere. De slår nu ikke længere til i bankernes åbningstider, men lige umiddelbart efter lukketid. En fremgangsmåde, der senest blev brugt i går aftes, da Sparekassen Dronninglund blev røvet.

Glasset splintrede til alle sider, da en bagdør til Sparekassen i Dronninglund torsdag aften blev smadret tre minutter efter lukketid kl. 18.00.

- Der lød et ordentlig brag, da der bliver smidt en palle ind gennem døren. De ansatte blev chokeret, siger direktør for Sparekassen Dronninglund, Birger Haaning, til TV2/NORD.

Tre maskerede mænd havde tilsyneladende luret på det helt rette øjeblik til at røve banken. Når der lå kontanter fremme på skranken, der skulle videre ind i boksen.

- Det er selvfølgelig, fordi bankerne har sikret sig med tidslåste bokse, farvede pengebundter og meget andet, at røverne finder på nye fremgangsmåder, siger politikommissær Jens Møller Søgaard fra Nordjyllands Lokalpoliti i Frederikshavn, til TV2/NORD.

Bare i Frederikshavnsområdet har der det seneste halvandet år været fire røverier, hvor banker er blevet røvet, lige efter de har lukket.

Pengeløse banker er af de seneste tiltag. Bankerne forsøger hele tiden at gøre det svært for røvere.

- Jeg er helt sikker på, at bankerne nu vil lave nye procedurer for åbning og lukning, siger politikommissæren.

Sparekassen i Dronninglund har flere gange været udsat for røveri, men ikke på den her måde - lige efter lukketid.

Hvor stort et udbytte røverne fik med sig den her gang er en hemmelighed.

De to af røverne beskrives som cirka 170 cm høje. De var begge iklædt sorte softshell-jakker med hætte.

Den tredje røver beskrives som cirka 175 cm, og han bar en brun softshell-jakke med hætte.

Nordjyllands Politi vil gerne høre fra vidner, der har set røverne køre væk i en bil af ukendt mærke - formentlig ad Slotsgade og vest ud af Dronninglund.


Seneste nyt

fra Nordjylland