02:04

I dag åbnede et nyt behandlingstilbud til børn og unge, som lever med misbrug derhjemme. En ny undersøgelse viser, at der sidder op til to børn med alkoholiserede forældre i hver almindelig skoleklasse.

Foto: Torben Christensen

1 af 2

Barnets Blå Hus skal hjælpe børn i Vesthimmerland

Et nyt behandlingstilbud i Vesthimmerlands Kommune skal hjælpe de børn, der lever med forældre med et alkoholproblem.

En ny undersøgelse lavet af Statens Institut for Folkesundhed peger på, at der i hver almindelig folkeskoleklasse sidder gennemsnitligt to børn, som har problemer, fordi en eller begge af deres forældre drikker for meget.

Derfor er der i høj grad brug for det tilbud, som mandag åbner i Aars og tirsdag i Frederikshavn: Barnets Blå Hus.

Der findes i dag et Barnets Blå Hus i Aalborg og Købenahvn, men tilbuddet udvides nu med i alt fire huse mere - inklusiv Aars og Frederikshavn.

Barnets Blå Hus har rod i Blå Kors og tilbyder en blanding af professionel behandling og hjemlig hygge til børn og familier.

- Vi har brugt tre år på at udvikle et helt nyt koncept, som vi oplever stor succes med. Barnets Blå Hus har gjort en stor forskel for mange børn og familier. Det er familier, der har været præget af problemer med misbrug af alkohol og stoffer - og ofte også psykiske problemer. Børnene får redskaber til at tackle de svære ting i livet, herunder at håndtere at der fortsat kan være misbrug i familien. Samtidig hjælper man også familien med at fungere bedre. Det sidste gavner i dén grad også børnene, siger generalsekretær i Blå Kors, Christian Bjerre.

Tilbuddet, der henvender sig til børn op til 13 år samt deres familier, kunne tredoble antallet af huse, da Socialstyrelsens behandlingsgarantipulje i februar 2016 tilgodeså Barnets Blå Hus med økonomiske midler.