Beskæftigelsesminister: Nye initiativer skal afhjælpe flaskehalse i Nordjylland

Manglen på kvalificeret arbejdskraft begynder at skabe flaskehalse i det nordjyske erhvervsliv. Beskæftigelsesministeren mener, at udflytning af statslige arbejdspladser til Nordjylland er en mulighed.

Det går godt i det danske erhvervsliv, og der er opstået mangel på kvalificeret arbejdskraft i Nordjylland. Det skaber flaskehalse, hvor virksomhederne har ordrerne men ikke kan levere, fordi de mangler medarbejdere til at producere. 

- Det er en problemstilling, vi ser i hele Danmark, fordi det går godt. Derfor vil jeg i løbet af de kommende måneder præsentere et initiativ, der skal forebygge nogle af flaskehalsproblemerne, man kan begynde at se rundt omkring i landet - ikke mindst i Nordjylland, siger beskræftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) uden at blive konkret. 

Han understreger, at der ikke er nogen lette løsninger, og at han skal have den politiske opbakning på plads, før han præsenterer sine løsningsforslag. 

Det er dog ikke gået ministerens næse forbi, at der også er arbejde at få for de ægtefæller, der skal flytte med, hvis en statsansat tager med sit arbejde mod nord. 

- Det er regeringens politik, at vi skal fortsætte udflytningen af statslige arbejdspladser. Det kan hjælpe det nordjyske arbejdsmarked, og kan tilføre nye kompetencer til Nordjylland, når ægtefæller flytter med. Når vi kommer med runde to af udflytningen af statslige arbejdspladser, skal vi også tænke på Nordjylland i den forbindelse, lover han. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland