Beskeden VM-debutant
Aalborg DH's Stine Jørgensen har ikke de store forventninger til det kommende verdensmesterskab.
Den 21-årige Stine Jørgensen fra Aalborg DH blev for leden udtaget til det danske håndboldlandshold, der i december skal spille VM i Brasilien. Selvom det er en stor ære at være med på holdet, vil Stine Jørgensen ikke sætte for høje forventninger. Det skriver sporten.tv2.dk.
- Jeg forventer faktisk ikke så meget spilletid. Trine (Troelsen, red.) gør det jo rigtig godt, og Pernille (Larsen, red.) er jo lidt mere rutineret, end jeg er. Så jeg må tage den tid, jeg får og så udnytte det. Men jeg forventer ikke det store, siger Stine Jørgensen til sporten.tv2.dk.
- På den måde kan jeg gemme mig lidt bag de andre, og snuse lidt til hvordan de gør, og se hvad jeg så skal leve op til, når det så bliver min tur til at komme på banen. Så det er faktisk meget rart, at jeg lige kan se tingene lidt an, siger Aalborg-spilleren.