Bestyrelsesformand overrasket over købstilbud: "Det havde vi ikke set komme"
Bestyrelsesformand for Nordjyske Bank kalder Jyske Banks tilbud om at købe alle aktier i banken for uinviteret.
Bestyrelsesformand i Nordjyske Bank Mads Hvolby er overrasket over, at Jyske Bank tirsdag har fremsat et tilbud om at købe de godt 60 procent af aktierne i Nordjyske Bank, der vil gøre dem til fuldgyldige ejere af banken. Det siger han til TV2 Nord.
- Det havde vi ikke set komme, og det havde vi ikke en forventning om, siger han.
Bestyrelsesformanden kalder Jyske Banks tilbud om at købe alle aktierne i banken til kurs 170 for "uinviteret".
- De anvender udtrykket "frivilligt købstilbud", men jeg mener uinviteret dækker over, at det er et tilbud, der er fremsat uden forudgående aftale med bestyrelsen i Nordjyske Bank og dermed også uden en forudgående dialog, forklarer bestyrelsesformanden, der ikke lægger skjul på, at han hellere havde set en anden slutning på samabejdet mellem Nordjyske Bank og Jyske Bank.
- Vi havde helst set en god løsning for et antal venligtsindende investorer havde løftet aktieposten af Jyske Banks skuldre og dermed været med til den rejse, vi er igang med med det nye Nordjyske Bank, siger Mads Hvolby.
Har ikke kunnet sælge aktier
Jyske Bank er endt som storaktionær i Nordjyske Bank, og sidder i dag med knap 40 procent af bankens aktier på hånden. Det skete fordi Jyske Bank stillede en garanti for opkøb af aktier, da Nordjyske Bank fusionerede med Nørresundby Bank. En garanti, der kunne give dem fulde 40 procent af aktierne, og som næsten 100 procent er blevet udløst.
Det har dog altid været planen - og det har alle været enige om - at Jyske Bank ikke på sigt skulle have så stor en ejerandel i Nordjyske Bank, men en salgsproces i 2017 endte uden et salg og kort før årsskiftet erklærede Anders Dam, der er direktør i Jyske Bank, at man ville gå i tænkeboks.
Nu har man så tænkt sig frem til, at den bedste vej at gå, er at overtage Nordjyske Bank helt.
- Vi har kunnet følge med i, at man har forsøgt at sælge og at der har været interesse, men ikke så man har kunnet finde en tilstrækkeligt fordelagtig pris.
Man har forsøgt at sælge, og det lykkedes så ikke. Kan det virkelig komme som så stor en overraskelse, at man nu går den anden vej og forsøger at købe resten af banken?
- Det er overraskende. Jeg ved godt, der er flere analytikere, der har spekuleret i at det kunne ske og den tanke har vi også haft, men det er overraskende og det er usædvanligt at der er nogen, der fremsender et tilbud uden forudgående accept eller dialog.
- Vi har været glade for at have haft Jyske Bank som hovedaktionær, og det var hele forudsætningen for at fusionen med Nørresundby Bank kunne gennemføres, men der har også hele tiden været en gensig forståelse for, at Jyske Bank ikke skulle fortsætte som storaktionær i Nordjyske Bank.
Kunder skal ikke bekymre sig
Fremadrettet skal bestyrelsen, når det egentlige købstilbud bliver fremsat, komme med en anbefaling til aktionærerne. Vil man anbefale at sælge, ikke at sælge eller vil man stille sig neutralt i forhold til tilbuddet? Mads Hvolby kan ikke løfte sløret for, hvad man ender med at anbefale - det kommer helt an på de betingelser der indgår som en del af tilbuddet og på hvad den øvrige bestyrelse siger.
Han vil dog sige at kunderne i Nordjyske Bank ikke skal forholde sig anderledes til deres bank i dag end igår.
- Nu må vi se, hvad det ender med. Banken driver sin virksomhed som vanligt, men der er så blevet sat en proces igang, og så må vi se, hvor den ender.
Heller ikke boligejere, der har deres lån hos det Nykredit-ejede Totalkredit, skal ifølge bestyrelsesformanden bekymre sig om, hvad der nu sker.
- Min anbefaling er, at man forholder sig afventende. Vi er alene på dag 1 i den her proces.