Betjente sættes ind i Aalborg Øst
Nærpolitiet i Aalborg Øst har valgt, at indsætte betjente på gaden om aftenen, indtil videre. Det sker efter at unge lavede hærværk omkring Fritidscentret Smedegården i sidste uge.
Senere fyraften for betjentene
Hidtil har nærpolitiets betjente haft fyraften kl. 19, men det ændres p.gr.a. uroen. Leder af nærpolitistationen Anton Justesen, har besluttet at der skal indsættes betjente på gaden om aftenen.
- Onsdag aften er der en betjent og torsdag aften to betjente i området som går rundt og laver opsøgende arbejde, snakker med de unge og sørger for at de ikke laver ballade, siger Anton Justesen til Nordjyske.
Indtil videre
Det bliver ikke en permanent situation, da nærpolitiet ikke har ressourcer til at dække aftnerne fremover.
Fire betjente er tilknyttet nærpolitistationen, og de indgår også med vagter på politigården.
- Hvis vi kan få det til at hænge sammen vil vi fortsætte. For det er en vigtig opgave, at være der om aftenen, ellers kan balladen løbe helt af sporet, siger Anton Justesen.