Bil sat i brand efter indbrud

Indbrudstyv stak ild til stjålet flugtbil.

Tøjeksperten på Sankt Laurentii Vej i Skagen blev klokken 3 natten til torsdag udsat for indbrud.

- Vi kommer til stedet og ser at en glasdør til stedet er smadret. Der er ganske rodet, og det er helt tydeligt, at der er stjålet noget, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

Et vidne har dog set en VW Transporter holde udenfor butikken, og kan for politiet beskrive farve og registreringsnummer. Bilen er kort forinden blevet stjålet ved Skawbowling i Skagen.

- Klokken 04.30 finder vi så bilen på Bøjlevejen i Skagen, hvor den netop er blevet sat ild til. Altså har gerningsmanden formentlig været i nærheden, siger vagtchefen.

- Vi søger både med hunde og andre patruljer deroppe, men når desværre ikke at få fat på nogen, fortæller Karsten Højrup Kristensen.

Der er øjensynligt blevet stjålet en del busker og jakker, men før ejerne af butikken kommer frem er det ikke til at få et komplet overblik.

- Der er i hvert fald stjålet busker, og der skal jo ikke så meget til, før der er stjålet for flere 100.000 kroner, slutter vagtchefen.


Seneste nyt

fra Nordjylland