Bisnap Strand får ikke Hals til at bløde

Blå flag på Danmarks bedste badestrand i 2006 giver ikke problemer i Hals

Bisnap Strand, der i 2006 af Jyllands-Postens læsere blev kåret til Danmarks bedste badestrand, fik for to måneder siden frataget sit blå flag.

Men det har ikke medført de store hak i tuden for turismen i Hals. Det siger Kim Ry Jensen, der er informationsleder for InfoCenter Hals.

- Vi kan ikke umiddelbart mærke noget på turismen her i Hals. Og hvis man ikke vil bade i vandet på Bisnap Strand, kan man jo tage 1 km længere nordpå til Møllesten Strand eller længere nordpå til Hou.

Kim Ry Jensen regner da også med, at Bisnap Strand får det blå flag tilbage til næste år.

- Jeg betragter det her som noget rent midlertidigt. Friluftsrådet kommer på besøg cirka hver 14. dag og tager prøver, men vi kan tidligst få flaget tilbage næste år, siger informationschefen.


Seneste nyt

fra Nordjylland