Blokaderne smuldrer
rotesterne mod de udskældte køre-hvile-tidsregler er tilsyneladende ved at gå i sig selv. Flere steder er trafikken ved at blive normaliseret.
Chaufførblokaderne landet over smuldrer tilsynelandende mandag aften.
Først på aftenen blev aktionen ved Øresundsforbindelsen ophævet, og ifølge Vejdirektoratet er lastbilerne på Storebæltsbroen begyndt at køre igen. Også på havnen i Helsingør er trafikken ved at blive normaliseret, oplyser TV2 Nyhederne.
I Frederikshavn har de aktionerende chauffører efter et møde om sagen meddelt, at de fortsætter blokaden. Det oplyser vagthavende hos Nordjyllands Politi i Aalborg til Ritzau.
- Og det får os ikke til at foretage os noget, vi kan jo ikke flytte dem, siger den vagthavende.
Utilfredse lastbilchauffører blokerede fortsat den dansk-tyske gænse i sydlig retning i protest mod køre-hvile-tids-bestemmelserne. Blokaden foretages af lastbiler i 1. vognbane kun mod andre lastbiler.
Endvidere har der været blokader i havnene i Grenaa, Kalundborg og Rødby, men også her er blokaden ved at opløse sig selv, efter at politiet har meddelt de aktionerende, at de er begyndt at registrere dem og deres biler med henblik på eventuel senere retsforfølgelse.
- Det har tilsyneladende haft den ønskede effekt, oplyser vagthavende hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i Nakskov.
/ritzau/