Blomster fra Falck-reddere

De strejkende Falck-reddere blev så rørte over et af TV2/Nords indslag mandag, at de på grundlovsdag mødte op med blomster til en patient på Aalborg Sygehus

Anni Rasmussen fra Kolding er en af de 15 patienter, som er strandet på Aalborg Sygehus på grund af falckstrejken.

Anni Rasmussen skulle have været overført til Kolding Sygehus allerede søndag, men må blive i Aalborg indtil konflikten er løst. Alligevel havde hun sympati for redderne, og det kvitterede de for med blomster tirsdag.

- Vi er meget kede af, at patienterne bliver taget som gidsler i vores konflikt, og derfor har det varmet os meget, at Anni alligevel havde så pæne ord at sige om os i tv-indslaget, siger falckredder Dino Pedersen til TV2/Nord.

For Anni Rasmussen kom den uventede buket som en stor overraskelse:

- Det havde jeg ikke regnet med, og jeg er meget rørt over blomsterne, siger Anni Rasmussen, der er parat til at tage ventetiden på Aalborg Sygehus med ophøjet ro.

- Det er nok værst for min familie at jeg ligger i Aalborg og ikke på Kolding Sygehus. Jeg føler med redderne og min tålmodighed er lang, slutter Anni Rasmussen.


Seneste nyt

fra Nordjylland