Bo Zinck og Jammerbugt FC fortsætter samarbejdet i den ny sæson
Foto: (Arkivfoto)
Nuværende cheftræner Bo Zinck bliver Head of Sport.
Bo Zinck, der nu har stået i spidsen for Blokhus FC i én sæson, skal også i den nye sæson være cheftræner for divisionsmandskabet, når det efter sommer tørner ud som Jammerbugt FC.
De to parter har således forlænget samarbejdet med yderligere et år, og det er ifølge direktør Erik Just glædeligt for alle parter.
- For nu et år siden fik Bo i en ung alder muligheden for at bevise sig som cheftræner, og det har han gjort. Bo har sammen med den øvrige trænerstab formået både at skabe resultater og at udvikle et ungt hold. Vi har nået vores sportslige målsætning og mere til i denne sæson, og det er vi selvfølgelig tilfredse med. Derfor ser vi frem til at kunne bygge videre på dette samarbejde, siger Erik Just.
Bo Zinck, der inden jobbet som cheftræner, fungerede som ansvarlig for klubbens talentafdeling, har i dette første år været tilfreds med tilværelsen som cheftræner og ser frem at fortsætte.
- Det har været et spændende første år, hvor et nyt hold har skullet bygges op og hvor man har kunnet sætte sit præg på tingene. Flere unge spillere har fået chancen, og sammenholdet i teamet og klubben generelt er rigtig godt, forklarer Bo Zinck, som især har kunnet se udviklingen i andet halvår og derfor også glæder sig over nu at kunne bygge videre herpå.
- Jeg er meget glad for at klubben har ønsket denne forlængelse, og jeg ser frem til at bygge videre på den trup der nu er samlet. Vi skal udvikle vores spil yderligere og vi skal udvikle den enkelte spiller yderligere. Det har været et rigtig godt år, men der er altid ting som kan gøres bedre.
At det har været et godt første år som cheftræner vidner placeringen i tabellen om. Skulle det lykkes at hente en sejr i sæsonens sidste kamp ude mod FC Svendborg, så sikrer de blåblusede fra Jammerbugten sig en tredjeplads, hvilket er klubbens anden bedste placering nogensinde, kun overgået af oprykningen til 1. division, og Bo Zinck har ambitioner om at bide sig fast i toppen af tabellen.
- Vi har stabiliseret os som et tophold og det kan alle i klubben være stolte af. Nu skal vi fastholde vores grundstamme på holdet, og så bygge videre på det efterhånden stærke fundament som er opbygget i klubben gennem årene, fortæller Zinck, der lørdag d. 22. juni drager til Svendborg for at sætte sidste punktum i indeværende sæson.