Børn hjælper genbrugsbutik - klipper julepynt til træet
Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Aalborg havde i dag - tirsdag - tilkaldt hjælp fra den lokale børnehave til at pynte butikkens juletræ.
I baglokalet hos genbrugsbutikken sidder et arbejdssjak fra den lokale børnehave Valmuen og styrker sig, inden de skal i gang med dagens opgave: At pynte det juletræ, som står lige indenfor døren i genbrugsbutikken.
En opgave som de voksne frivillige i butikken ikke selv kan klare.
- Vi kan jo ikke klippe og klistre. De her gamle fingre, det kan de jo ikke finde ud af, siger Svend Bach, der er frivillig i Kræftens Bekæmpelses Genbrugsbutik.
Da æbleskiverne var spist, var børnene klar til at gå i gang. De kastede sig over opgaven med stor dygtighed og koncentration. Juletræet er butikkens ansigt udadtil, så derfor er det vigtigt, at det fremstår pyntet og præsentabelt.
- Jeg tror, det er vigtigt, at folk kommer i en god stemning, når de går ned gennem butikken. Og når vi så spiller lidt julemusik samtidig, ja vi kan jo lige så godt sige det ærligt: så kommer de lidt mere i kurvene, siger Svend Bach.
Træet blev pyntet færdigt, og kunden var meget tilfreds.
- Jeg synes, det er så flot. Det er over al forventning, konstaterer Svend Bach.
Inden sjakket skal hjem får hvert barn en bamse. I morgen venter en ny opgave på de flittige børn. Der skal de på juletur til Tranum.
Se hele indslaget: