Bogcafé - om mænd!
Fredag d. 1. februar kl. 16 - 17, er der igen bogcafé på Hovedbiblioteket i Aalborg. Denne gang handler det om: mænd! Sangkoret Vølund varmer publikum op. Biblioteket tager temperaturen på mandelitteraturen netop nu - fra Alfons Åberg over Ole Henriksen
Nye stemmer
Knudemænd og patriarker. Drengerøve og familiefædre.
Mænd har fået nye stemmer i de seneste års romaner. Rigtige mænd skriver om familieliv, kønsroller og parforhold krydret med humor og alvor. Rigtige mænd giver modspil til tidens kvinder.
De tager ansvar og barsel.
Livlig debat om manderollen
Der er i øjeblikket en livlig debat om manderollen - Livsstilseksperterne råber vagt i gevær: Mænd skal være mænd igen.
Carlsberg er på banen i denne kamp - i deres reklamer forsøger de at lokke mændene ud på fodboldstadionerne igen - væk fra deres kærestestyrede cremefarvede Feng Shui hjem.
På TV vrimler det med programmer om "den lille forskel", og hjerneforskere har travlt med at fortælle om, hvordan mænd ikke kan multitaske.
FRa Åberg til BS
Vi finder mandelitteraturen frem og præsenterer den store variation af den moderne mand - fra Alfons Åbergs far over Ole Henriksen til B.S. Christiansen!
Sangkor varmer op
Smedesangkoret Vølund, varmer op til bogcaféen fra kl. 15.45 med det store mandskorhit: "I østen stiger solen op" fra Elverskud.
Kaffe og kage
Dertil serverer vi sort kaffe og sprøde, ikke for søde butterdejssløjfer.
Smagsprøver
På vores bogcaféer hylder vi glæden ved at dele gode læseoplevelser.
Vi serverer smagsprøver på gode romaner og præsenterer hver gang et overraskende indslag som appetitvækker til det aktuelle tema.
Hvis du vil vide mere
Læs mere om vores nye forårssæson af bogcaféer på vores hjemmeside www.aalborgbibliotekerne.dk eller få en folder på dit nærmeste bibliotek.
Husk: Bøger skal ses på biblioteket!