Boldsen håber på EM-form
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Joachim Boldsen håber at EM-formen holder til Final4-stævnet i Gigantium.
Joachim Boldsen håber at EM-formen holder til Final4-stævnet i Gigantium.
AG København er favorit, når den danske pokalmester i håndbold skal kåres ved Nordea Cup FINAL4 i Gigantium i Aalborg i weekenden.
Men ifølge holdets forsvars-profil og kamp-traktor, Joachim Boldsen, bliver det langt fra nogen formsag. Det er således et åbent spørgsmål, hvordan holdets tre EM-helte, Mikkel Hansen og brødrene René og Henrik Toft Hansen, vil reagere ovenpå guldtriumfen med landsholdet ved EM i Serbien i søndags.
- Der er to mulige scenarier. Enten føler de sig helt smadret og falder ned i tempo. Eller også rider de videre på den bølge, EM-triumfen har fået dem op på. Mentalt er det altid en stor udfordring at bevare niveauet efter en stor turnering, analyserer Joachim Boldsen, der var en af landsholdets store profiler i perioden 1998-2008.
AG København møder 1. divisionsklubben AJAX København i den første semifinale lørdag i Gigantium. En kamp de danske double-vindere ubetinget skal vinde. Men derefter ser Joachim Boldsen en stor udfordring.
- Det er bestemt ingen selvfølge at vinde en pokaltitel, uanset om vi skal op imod Aalborg eller Nordsjælland. Vi har jo tabt til Aalborg i denne sæson, og Nordsjælland er også et kompetent mandskab på sine bedste dage. Nu skal vi lige vinde over AJAX først, og derefter skal vi levere varen i finalen, hvis det skal lykkes at genvinde pokalen. Det bliver sjovt, tror jeg. Jeg glæder mig i hvert fald, siger Joachim Boldsen.