Bolig til næsten alle studerende

Det er seks uger siden, det højeste antal studerende nogensinde begyndte på Aalborg Universitet, og i dag mangler bare 42 unge studerende at finde et sted at bo.

Det er dermed gået hurtigt med at få de unge væk fra ventelisterne til boliger. Flaskehalssituationen omkring at få matchet antallet af boliger med antallet af unge studerende i Aalborg er et årligt tilbagevendende problem, og det er selv om, der bygges nye ungdomsboliger som aldrig før i den nordjyske studieby nummer et.

Ved studiestart manglede 200 akut tag over hovedet, og der blev igen i år lavet aftale om at tilbyde de akutte boligsøgende midlertidig bolig i campinghytter. De 42 unge, der bor der nu, ventes inden for den næste måned at have fundet mere permanent bolig.

- Det er selvfølgelig irriterende ikke at kunne tilbyde alle studerende bolig ved studiestart, men den løbende udskiftning der er på boligområdet matcher ikke behovet for boliger, siger forretningsfører i Anvisning af Kollegie- og Ungdomsboliger i Aalborg, Eigil Johansen.

Aalborg Kommune har allerede gang i mange byggerier, der skal afhjælpe boligproblemer for unge.

I 2011 blev der bygget 230 nye ungdomsboliger til unge under uddannelse i Aalborg. Året efter kom der hele 1300 nye boliger til, i år bygges der 1065 nye ungdomsboliger, og byggerierne fortsætter med 783 boliger næste år. I 2015 ventes hele 1299 ny boliger til unge studerende i Aalborg.

Behovet for ungdomsboliger stiger i takt med at flere unge vælger at uddanne sig på uddannelsesinstitutionerne i Aalborg.

Alene på Aalborg Universitet oplever man for femte år i træk rekordoptag, og 5000 unge begyndte i september på en videregående uddannelse der.


Seneste nyt

fra Nordjylland