Bombede foran bugnende pengepunge
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Oliver Ross scorede to gange mod Englands U19-landshold foran masser af folk i Hobro - og talentspejdere.
Der var regndans i Hobro tirsdag eftermiddag, hvor Danmarks U19-landshold mødte et af Europas største fodboldlande, England.
Her gjorde Aalborg-drengen Oliver Ross sig særligt bemærket.
Og det kan komme ham til gode.
For blandt tilskuerne i 2-4-nederlaget, der så Oliver Ross score begge danske mål, var ikke kun hans træner, ny(gen-)ansatte Erik Hamrén.
Også hundrede talentspejdere fra Europas fineste adresser sad under regnskyerne på DS Arena.
Plusserne ud for Oliver Ross, hvis storebror Mathias netop er solgt til Galatasaray, er dog ikke noget, der forstyrrer karrieplanen.
Se målene her.
- Jeg vil helt klart gerne afsted, siger yngste Ross til TV2 Nord.
Samtidig er det ikke sådan han spørger efter et lift til storklubberne allerede tirsdag.
- Jeg håber det sker på et tidspunkt. Men min tid i AaB er kun lige begyndt, men jeg var glad for og stolt over jeg var god i dag, understreger han.
Tidligere har andre medier berettet om interesse fra selveste AC Milan.
Nederlaget til England, hvor Ross blandt andet scorede på et fikst lob, betyder at Danmark ikke kvalificerer sig til EM.
Det var dog også store navne, som Oliver Ross og holdkammeraterne stod over for med spillere fra klubber som Chelsea og Manchester United - spillere, der om nogle år, ganske givet, vil gøre sig til EM, VM, Champions League og Premier League.
Derfor varmede det også i regnen, at Oliver Ross scorede.
- Hvis jeg bliver ved at gøre det rigtig godt og vise mig frem, skal jeg også se på hvad der kommer, siger han om dagens udstillingsvindue.
Den eneste på stadion, der var fri for at købe Oliver Ross, var Erik Hamrén.
Han, Ross og AaB møder fredag OB i en gyserkamp, der skal hægte AaB på midterfeltet i Superligaen.
Ingen af AaBs frontangribere har scoret i sæsonen.
Om de tre mål i tre U19-kampe betyder at Ross bliver frontløber fredag, havde bomberen ét svar til:
- Det må du spørge Erik om, var den smilende respons.