Bordtennisklub modtager stor donation
Foto: Privat
Simon Rokkjær og Peter C. Jensen.
Tuborgfondet donerer 42.000 kr. til B75.
Bordtennisklubben B75 blev den 8. april overrakt en check på 42.000 kr. Den glade giver var Tuborgfondet, der støtter en lang række kulturelle initiativer landet rundt. Tidligere i år har Tuborgfondet også doneret 30.000 kr. til Aalborg Karneval.
- Det glæder Tuborgfondet, at kunne støtte B75?s arbejde med at fremme interessen for bordtennis, siger Peter C. Jensen, repræsentant for Tuborgfondet ved overdragelsen af checken.
Overrækkelsen fandt sted på B75s hjemmebane i Ulvkær Arena, hvor det også blev præsenteret, at pengene skal bruges til 6 nye bordtennisborde og intet mindre end 2.000 nye træningsbolde.
- Der skal først og fremmest, fra B75, lyde en stor tak til Tuborgfondet! Der spilles bordtennis her i B75 både morgen, eftermiddag og aften, og det slider godt på bordene; og bolde bruger vi rigtig mange af, især under vores såkaldte "Kina-træning". Nogle af vores borde er tæt på at være 30 år gamle, så vi glæder os meget over de flotte nye borde, og de mange træningsbolde, som Tuborgfondet har doneret os, siger formand for B75 Simon Rokkjær.