Borgmester kæmper for billigere færge
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Læsø-borgmester på Christiansborg for at tale for billigere færgeoverfart mellem øen og fastlandet.
Læsøs borgmester Tobias Birk Johansen var tirsdag på besøg på Christiansborg, hvor han besøgte Udvalget for Landdistrikter og Øer. Her var der høring om færgedriften til de tre øer Samsø, Ærø og altså Læsø, som borgmesteren gerne ser får noget mere statstilskud til driften.
- Vi vil gerne have, at de her folketingsmedlemmer bærer den op på et andet niveau, hvor vi ligesom kan komme nærmere de her penge, vi snakker om, som er små 100 millioner kroner, som vi har brug for, så er vi egentlig tilfredse, siger Læsøs borgmester Tobias Birk Johansen.
Håbet er, at billigere færgeoverfart blandt andet kan gøre det mere attraktivt for turister at komme til øerne, og det håb mødte folketingspolitisk støtte på dagens møde.
- Vi må jo bidrage til for fællesskabet, for samfundet i Danmark og sørge for, at vi har et land i balance, og det gælder også vores øer. Og så må vi finde de penge, der skal til for at få afgiften på at sejle sat ned, således det bliver mere ligeværdige vilkår, siger Bjarne Laustsen (S).