Borgmestre kræver handling fra Christiansborg

Her to uger efter de kraftige oversvømmelser i Nordjylland er de fleste kældere blevet tørre, men i Frederikshavn og Hjørring Kommune kæmper de stadig med infrastrukturelle problemer.

For landbrugselev Sebastian Johansen, der bor lidt uden for Hjørring har vandskaderne givet store omvæltninger i dagligdagen.

- Her fra hvor jeg bor, der har jeg 500 meter til mit arbejde, men på grund af et hul i vejen, så har jeg nu ti kilometer til arbejde, og det er sgu skide træls, siger Sebastian Johansen.

Sebastian Johansen er ikke ene om at være berørt af vandskaderne, og i Teknik og Miljø hos Hjørring Kommune har oversvømmelserne givet en hel del overarbejde og en stor ekstra regning.

- Vi har ligget vandret de sidste to uger, hvor der virkelig har været meget at lave. Vi var oppe på at have 30 veje lukket på et tidspunkt, og nu er vi nede på omkring 9.

Frederikshavn og Hjørring Kommune har endnu ikke det endelige overblik over omkostningerne, men her er beskeden til Christiansborg ikke til at misforstå.

- Vi venter stadig på en reaktion fra Christiansborg, og det holder ikke, at man bare sidder derover og ikke giver lyd, for det her er ikke bare et problem i Frederikshavn Kommune, det er et landsproblem, siger Birgit Hansen, der er borgmester i Frederikshavn Kommune.

- Hvis det kræver, at jeg sammen med et par embedsmænd skal tage over på Christiansborg, så gør jeg gerne det, men jeg havde nu foretrukket, at de kom her over, så de kunne se skaderne, siger Arne Boelt, der er borgmester i Hjørring Kommune.

Inden for den næste uges tid forventes det, at alle veje i Hjørring Kommune igen skulle være åbne.


Seneste nyt

fra Nordjylland