Børn og unge gider ikke folkedans
Folkedanserne i Nordjylland bliver ældre og ældre, og kun få nye kommer til. Men i dag gjorde Folkedans Nordjylland et forsøg på at vende udviklingen.
Folkedansere i Nordjylland bliver ældre og ældre, og der kommer få nye til. Men i dag gjorde Folkedans Nordjylland et forsøg på at vende udviklingen.
Til de nordjyske regionsmesterskaber i folkedans, danser der fire helt specielle folkedansere rundt.
De er nemlig deltagere i det første regionsmesterskab i Nordjylland – vel og mærket for børn og unge.
To af dem er Lærke Vittrup Jensen og Julie Nedergaard Nielsen, der har danset sammen i tre år, og de er glade for, at folkedanskonkurrencer nu også er for unge.
- Det gør, at det ikke kun er voksne, der kan vinde ting, men, at de også giver os unge mulighed for det, siger folkedanser på 16 år Lærke Vittrup Jensen fra Brønderslev.
Medlemstallet i de nordjyske folkedanserforeninger rasler ned. For ti år siden gik 1.000 til folkedans. Nu er det tal halveret.
Derfor håber Folkedans Danmark, at det hjælper at åbne op for børn og unge i konkurrencerne.
- Vi vil rigtig gerne være mange flere dansere. Vi skal starte nede fra. Vi ved jo godt, at alderen trykker en lille smule i toppen, så det er bare om at få åbnet og vist alle børn og unge, at det er sjovt, siger medlem af Folkedans Danmarks Konkurrenceudvalg, Tine Andersen, der også er arrangør af regionsmesterskabet.
Danserne til regionsmesterskabet ærgrer sig over, at der ikke er flere, der danser folkedans.
- Om ti år, så tror jeg ikke, at der er noget, der hedder folkedans. Vi prøver på at holde det i gang så lang tid som overhovedet muligt, siger folkedanser, Jakob Sørensen.
Joan Ledet og Jakob Sørensen, der danser sammen håber, at flere vil trække i folkedragten fremover.
- Vi håber i hvert fald, at når vi år efter år danser sammen, kan få andre til at se, at det er sjovt, siger Joan Ledet.
Lærke og Julie har begge danset, siden de var små, og for dem gør det ikke så meget, at aldersgennemsnittet er højt blandt folkedansere.
- Det gør ikke så meget, fordi man kan have det sjovt med alle. Vi snakker jo godt med nogen, som er 60. Man kan godt være venner selvom, der er så stor aldersforskel, siger år Lærke Vittrup Jensen.
Udover Julie og Lærke deltog et andet par, hvor den ene var lærkes lillesøster. Hun kunne dog ikke slå storesøster, da det blev Julie og Lærke, der løb med sejren i børn og unge-rækken, mens Mariane og Leif Vesterdorf vandt de voksnes række.