Børn skal lære at blive synlige i vintermørket
Foto: Cyklistforbundet
Aalborg Kommune gennemfører i november kampagnen "Lys på med Ludvig", der skal lære flere børn vigtigheden i at køre med lys og reflekser.
Det kan få fatale konsekvenser, hvis bilister ikke kan se en cyklist i mørket, men mange børn ved ikke, hvor svært det er at se en person, der cykler uden lys og reflekser.
Derfor gennemfører Aalborg Kommune i samarbejde med blandt andet Cyklistforbundet kampagnen "Lys på med Ludvig", der henvender sig til både forældre og til skoler.
- Gode og sikre cykelvaner og evnen til at tage ansvar for egen sikkerhed i trafikken etableres i barndommen, og derfor er indsatsen over for de 10-11 årige vigtig. Det er utrolig positivt, at Aalborg Kommune er aktivt engageret i arbejdet med at styrke børns viden om lys og reflekser samt at forebygge trafikulykker med børn involveret, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.
Refleksevent den 1. november
Kampagnen skal lære børn at passe på sig selv i vintermørket og sætter spot på vigtigheden af gode cykellygter og reflekser. Ifølge lygteloven skal der være lys på cyklen fra solnedgang til solopgang og i usigtbart vejr.
Aalborg Cykelby afholder sammen med Aalborg Kommune, Vodskov Skole og Gistrup Skole en særlig refleksevent, hvor der onsdag den 1. november deles reflekser ud til eleverne, når de møder ind klokken 08.00.
Om kampagnen:
- ”Lys på med Ludvig” sætter hvert år fokus på, hvor vigtige lygter og reflekser er.
- Kampagnen, der henvender sig til folkeskolens 4. klasser, øger børns viden om synlighed og sikkerhed i trafikken gennem et undervisningsforløb med fokus på vigtigheden af lys og reflekser på cyklen.
- 45.000 elever deltager i år i kampagnen, som dermed når ud til cirka 2/3 af landets 4. klasser.
- På www.lyspaa.dk/foraeldre tilbydes forældre guides, viden og inspiration til at hjælpe eget barn med at blive synlig i trafikken.
- Skolerne i kommunen tilbydes gratis undervisningsmaterialer til 4. klasse, reflekser og lygter til undervisningsbrug, et webunivers med inspiration til færdselssikkerhedsundervisningen samt deltagelse i en tegnekonkurrence, hvor børnene formidler deres nye viden om lygter og reflekser.