Børns Vilkår på gaden: Nordjyske børn søgte hjælp 416 gange sidste år
Foto: Kaare Smith / Scanpix
Seneste tal fra Børns Vilkår viser, at 416 børn fra Nordjylland i løbet af 2018 søgte hjælp i forbindelse med vold og overgreb.
Alt for mange danske børn oplever svigt, overgreb og vold i hjemmet. Det oplever de også hod Børns Vilkår, hvor børnene kan benytte sig af BørneTelefonen.
Sidste år var der hele 416 rådgivningssamtaler med børn fra Region Nordjylland, hvor rådgiverne var bekymrede for, om barnet var udsat for omsorgssvigt. Det viser nye årstal fra Børns Vilkår.
- Børnenes fortællinger om tæsk, druk og seksuelle overgreb er rystende og bekymrende vidnesbyrd om, at alt for mange børn stadig svigtes af deres nærmeste. Af dem, der skulle sikre dem tryghed, siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Forholdet til forældrene, vold, seksuelle krænkelser og misbrug er de emner, der hyppigst går igen i samtalerne om omsorgssvigt.
Hvis barnet er klar til at bryde sin anonymitet, tilbydes en bisidder fra Børns Vilkår, der rykker ud til barnet og hjælper ham eller hende med at få hjælp af kommunen. Desuden får barnet hjælp til at finde frem til en voksen i sit netværk, som de kan gå til.
I 2018 var der knap 50.000 rådgivninger af børn på BørneTelefonen og 131.613 henvendelser, rådgiverne ikke kunne nå at besvare.
Derfor samler Børns Vilkår ind på søndag 24. marts for at blive i stand til at hjælpe endnu flere af de børn, der lige nu ikke kan komme igennem til en rådgiver på BørneTelefonen.
- Ingen børn skal svigtes. Derfor håber vi, at så mange som muligt har lyst til at give et bidrag, når indsamlerne banker på døren. Vi vil gerne sikre, at ingen børn henvender sig forgæves, når de har brug for hjælp, siger direktør Rasmus Kjeldahl.