Brandbil er nået til Guinea-Bissau
Foto: Privatfoto
Den gamle brandbil fra Nibe er nu nået frem til Guinea-Bissau
Fra Nibe til Bissau. En tur på godt 9.000 kilometer. Så langt har en 32 år gammel brandbil kørt. Den gamle brandbil fra Nibe har slukket sin sidste brand i Danmark, og nu skal den i stedet gøre glæde i et af Verdens fattigste lande.
Men det var ikke kun en brandbil, de fire frivillige fra Nibe havde med sig. Med sig havde de også en check på 124.416 kroner, som skal gå til et vaccineprogram. Pengene er kommet, fordi ægteparret Anette og Torben Jakobsen fra Nibe havde bedt venner og familie om at donere penge, i stedet for en 50 års fødselsdagsgave.
- Overalt mødte vi venlige og meget taknemmelige mennesker, og vi er sikre på, vort initiativ nok skal gøre en stor forskel. Og det er der på alle måder brug for i et land med en børnedødelighed på 20% og en gennemsnitslevealder på kun 47 år, siger Nibe-parret og tilføjer, at de personligt er ganske overvældede og taknemmelige for den opbakning, der fra alle sider er vist projektet.
Og der blev taget pænt imod danskerne. Overdragelsen af brandbilen blev en stor begivenhed, og det hele blev transmitteret på nationalt tv.
- Derefter blev der sat vandtryk på brandbilen, og brandfolkene gennemførte en spontan lille øvelse, under stor opmærksomhed fra børn der løb ind og ud mellem brandstrålerne, og forbipasserende bilister, der fik ørkenstøvet vasket af bilerne. Alt sammen til både lærdom og morskab for de lokale brandfolk og vi der overværede seancen, siger en af initiativtagerne Torben Jakobsen.