Brandbilen er nået til Marokko
Team Nibe-Bissau har her gjort et lille ophold i byen Tizzaring, i det centrale Marokko. Fra venstre: Carsten Schandorff, Ejler Jakobsen, Jacob Søndergaard og team-chef Torben Jakobsen.
De fire frivillige i Team Nibe-Bissau, som fredag forlod Nibe for at tage turen gennem Europa og det nordvestlige Afrika, er nu nået et langt stykke ned i Marokko.
Deltagerne har på turen foreløbig mødt både rå bjergegne, ørken, oaser samt typiske stor- og småbyer, hvor der foregår et livligt liv, og med gadesælgere langs vejene, der faldbyder bl.a. appelsiner og dieselolie i små dunke.
Undervejs er velgørenheds-karavanen Budapest-Bamako med mål i Guinea-Bissau's hovedstad Bissau, udsat for mange kontroller af personer og brandbil. Men ifølge team-chef Torben Jakobsen er dette slet ikke noget problem.
- Betjentene er ganske forstående og venlige mod os, når blot vi forklarer vort ærinde i landet og dokumenterer med pas, bilens papirer o.s.v., lyder det fra Torben Jakobsen.
Brandbilen fortsætter de kommende dage gennem Marokko, Mauretanien og Senegal, og der er planlagt ankomst til Guinea-Bissau den 9. februar.