Brandfolk har knoklet - mange påsatte brande i Nordjylland
Politifolk måtte eskortere brandbiler gennem Jomfru Ane Gade i Aalborg for at slukke en tagbrand.
Det er ikke kun politiet, der har haft travlt. Brandfolk har rykket ud til flere store brande og en masse små, påsatte brande i løbet af nytårsaften og -nat.
De røde brandbiler har haft travlt i løbet af natten med at slukke en lang række brande i det nordjyske.
I Hals brændte et sommerhus ned til grunden ved 05-tiden.
- Der er tilsyneladende tale om en brand, der er startet på grund af et stearinlys og en voksdug. Huset var overtændt, da brandfolkene kom frem, og det er nu brændt ned til grunden, forklarer Per Jørgensen, vagtchef hos Nordjyllands Politi.
I Jomfru Ane Gade i Aalborg skulle brandfolk slukke en ildebrand på et diskotek, efter nedfaldet fyrværkeri antændte taget.
Derudover har Nordjylland været ramt af en lang række brande.
I en opgørelse fra Nordjyllands Beredskab, der er udsendt klokken halv syv mandag morgen, har der været ikke mindre end 17 container- og skraldespandsbrande - heraf er de ni foregået i Aalborg/Nørresundby-området.
Derudover har der ved midnatstid været brand i et hus i Svenstrup og i Hanstholm ved 00.30-tiden, og et kolonihavehus brød i brand i Aalborg ved 04-tiden. Der er ikke meldinger om personskader.
Brandfolk beskudt med fyrværkeri
Andre steder i landet har brandfolkene kæmpet med mere end flammerne på en aften, hvor antallet af brande på nationalt plan ligger i den høje ende med over 500 brande.
- Nytårsaften er en festlig aften for rigtig mange mennesker. For os er aftenen en succes, hvis beredskabet kun skal rykke minimalt ud, for så betyder det, at vi har haft en sikker og tryg nytårsaften i Danmark. Sådan skulle det ikke helt være, men heldigvis står vores beredskaber altid klar til at rykke ud, siger sekretariatschef for Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard, i en pressemeddelelse.
Til sammenligning var seneste nytårsaften for et år tilbage den travleste i et årti, og der blev rykket ud 503 gange.
Flere steder blev fyrværkeri brugt til at skyde mod beredskabets folk, når de var i gang med en brandslukning.
- Det er simpelthen langt ved siden af, hvad der er i orden. Vores dygtige brandfolk gør, alt hvad de kan for at hjælpe og gøre en forskel for folk, og så er det altså meget frustrerende, at de bliver gjort til skydeskiver. Det har de ikke fortjent, siger Bjarne Nigaard om hændelserne.