Brødrene Olsen lukkede butikkerne i Metropol

Presset fra de mange tilskuere blev for stort for butiksejerne i Hjørring, der frygtede en katastrofe.

I Hjørring optrådte de to Melodi Grand Prix-vindere i går aftes i Metropol-centret forbindelse med Open By Night-arrangementet, og det trak så mange tilskuere, at de måtte stå klemt opad butikkernes ruder.

Derfor valgte flere af butiksindehaverne at lukke butikkerne, der ellers skulle have været åbne som en del af Open By Night-arrangementet.

Der var dog ingen tilskadekomne eller optræk til vold i forbindelse med arrangementet, ligesom koncerten også blev spillet færdig uden afbrydelser. Det oplyser vagthavende ved Nordjyllands Politi.