Bror til fyrværkerioffer: - Man ville ikke tro på det
Nytårsaften mistede Bo Schmidt Andersen livet til en krysantemumbombe. Nu sætter familien ord på tragedien.
På et øjeblik ændrede alt sig. Da Bo Schmidt Andersen ville fyre en krysantemumbombe mistede hans nærmeste deres kæreste, bror og far.
Nytårsnat ændrede alt sig på Boeck-Hansensvej i Assens ved Mariager
- Han var sikker på, at det kunne aldrig gå galt. Ellers havde han ikke gjort det.
Sådan lyder det fra Heidi Jensen, kæreste til 37-årige Bo Schmidt Andersen, som nytårsaften kort før midnat mistede livet.
En krysantemumbombe skulle skyde det nye år ind, men i stedet endte den med at koste Bo Schmidt Andersen livet.
- Man ville ikke tro på det. Det gik faktisk først op for mig, da vi kørte ind af vejen her, og der holdt politibiler og alt muligt andet. Det hele var ragnarok, siger Bo Schmidt Andersens bror Jan Schmidt Andersen.
Indtil klokken 23.45 havde det været en nytårsaften som mange, men da Bo Schmidt Andersen ville tænde en krysantemumbombe, går noget helt galt.
- Ring 112, ring 112, Heidi, råber festens gæster til Bo Schmidt Andersens kæreste Heidi Jensen, der kommer ned fra husets førstesal til helvede, der er brudt løs.
Ædru på grund af sygdom
Bo Schmidt Andersen er dræbt på stedet og godt en uge senere sendte familien og det meste af det øvrige Assens ham ud på sin sidste rejse.
- Det var ikke første gang, han fyrede sådan en af, siger Jan Schmidt Andersen.
- Han stod ikke og tændte den med en cigar mens han var pissefuld. Forholdsreglerne var taget. Det ved jeg, fortsætter han.
Bo Schmidt Andersen havde på grund af et maveonde været ædru nytårsaften.
- Han havde været syg, så vi havde ikke været i nærheden af hinanden hele dagen, fordi han ikke ville smitte mig, fortæller Heidi Jensen.
Men det gik altså helt galt alligevel.
- Det er bare så uvirkeligt at man det ene øjeblik har stået og vinket farvel (med parrets barn, der skulle i seng red.) og det næste kommer man ned og får at vide, at han er død.
Flere hundrede lyste Assens op
Aftenen efter bisættelsen, lyser Assens borgere byen op med et fakkeltog til ære for Bo Schmidt Andersen og hans familie, mens tanken om at sort uheld kan ramme os alle, hænger i den sorte nattehimmel.
- Der skete noget mystisk der, som vi aldrig får svar på hvad er, siger Jan Schmidt Andersen.
- Det skulle forbydes. Ja det er forbudt, men det sker alligevel. Man kan få det alligevel alle steder, siger Jan Schmidt Andersen.
Far slukker stjernerne
Bo Schmidt Andersens lys blev slukket nytårsaften, men på Boeck-Hansens Vej er man fast besluttet på at livet går videre. et liv som Bo Schmidt Andersen altid vil være en del af. Også for hans to-årige søn Axel.
- Han siger, at hans far er i Himmelen og så vinker han derop. Den anden morgen da vi stod op, der pegede han derop og spurgte, hvor stjernerne var henne. Så sagde jeg, at de er nok bag skyerne, men så sagde han: Nej, far har slukket dem.