Brug hovedet - også i trafikken
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det er navnet på en stor trafikkampagne, som DR P4 Nordjylland og TV2/Nord laver i fællesskab i denne uge. De to mediers journalister arbejder sammen - og sætter fokus på de nordjyske bilisters uvaner bag rattet.
Mange nordjyske bilister blæser på færdselsloven, og begår hver eneste dage en række overtrædelser. Der lægges makeup bag rattet og skrives stribevis af sms?er under kørslen, og trafikanterne er ikke bare til fare for sig selv. De er i høj grad også til fare for deres medtrafikanter. 30 procent af alle ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed.
- Vi dokumenterer overfor lytterne og seerne, at selv små uopmærksomheder i trafikken kan få fatale konsekvenser, og målet med kampagnen er at få sat gang i debatten, og vi konfronterer nordjyderne med deres bevidste eller ubevidste lovovertrædelser, siger redaktionscheferne Gitte Sørensen og Jesper Christiansen fra henholdsvis DR P4 Nordjylland og TV2/Nord.
Trods talrige kampagner og masser af kontroller, så er det ikke lykkedes at få de nordjyske bilister til at droppe bilen, når de har drukket alkohol. Nordjylland sætter således en kedelig rekord på det område. Ingen steder i Danmark bliver der nemlig dræbt så mange eller kommer alvorligt til skade ved spritulykker som i Nordjylland.
- Vi konfronterer politikere og myndigheder med tallene, og stiller selvfølgelig spørgsmålet om det er godt nok, fortællerne redaktionscheferne.
Kampagnen "Brug hovedet - også i trafikken" kører i de to medier i hele denne uge, hvor der hver dag sættes fokus på et nyt emne. Vi vil blandt andet beskæftige os med unges vanvidskørsel, der i de senere år har været skyld i flere tragiske dødsulykker. Vi bringer kontroversielle forslag på banen til at få stoppet de uregerlige unges vanvittige kørsel.