Brugerbetaling på Facebook? Sådan skal du forholde dig
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
En forsker fra Aalborg Universitet kommer med sine råd til, hvordan brugere af det sociale medie bør forholde sig.
Måske er du også stødt på det?
Opslaget på Facebook, hvor dine venner frabeder sig at betale for at bruge det sociale medie.
For der er nemlig mange, der har skrevet sådan et i håb om, at de kan fortsætte på Facebook uden at skulle bruge penge på det.
Men det er fuldstændig unødvendigt, lyder det fra Tanja Kammersgaard Christensen, der er adjunkt på Juridisk Institut på Aalborg Universitet.
- Opslaget hjælper ingenting. Facebook læser altså ikke med, siger hun.
Bølgen af opslag er startet, efter Facebook i juli modtog en dom fra EU-domstolen.
Det skete, fordi Facebook havde behandlet personoplysninger målrettet markedsføring forkert. Det må nemlig kun ske på baggrund af samtykke fra brugeren.
Så derfor har Facebook nu lavet nye vilkår, hvor man kan betale sig til at slippe for den målrettede markedsføring.
Og det har flere nu modtaget en notifikation om.
Ja eller nej
Men hvad skal man så vælge?
Ifølge Tanja Kammersgaard Christensen er der fordele og ulemper ved både at svare ja og nej.
Hvis man siger ja, og betaler 75 kroner om måneden, kan Facebook ikke bruge ens personoplysninger til at finde ud af, hvilke reklamer der skal vises.
Og hvis man siger nej, og vælger ikke at betale, vil der ikke ske noget nyt. Facebook vil stadig overvåge din færden på nettet og bruge den viden til at finde de bedste reklamer, fortæller hun.
- Så vil Facebook bare fortsætte for dig, som det hele tiden har gjort.
Det gælder dog stadig om at være opmærksom. For mange af platformene er kommet til, efter GDPR blev indført i 2018. Derfor er der en risiko for, at Facebook ikke er helt ajour.
Men det er der også råd for.
- Gå ind i indstillinger, og læs dine brugervilkår. Se, om der er noget, der skal ændres, siger Tanja Kammersgaard Christensen og fortsætter:
- Men det burde være sådan, at deling af data og personlige oplysninger i forvejen er sat til et minimum. Men tjek efter.